Hvis man som pædagog ser mistrivsel hos et barn, har man skærpet underretningspligt. Problemet er bare, at vores forestilling om ophavet til mistrivsel ofte handler om, hvordan barnet har det derhjemme. Men hvad hvis barnets mistrivsel kommer fra institutionen på grund af de ringe vilkår, det pædagogiske personale arbejder under? Hvad hvis barnet mistrives, fordi der ikke er tid til omsorg og nærvær?
I praksis peger den skærpede underretningspligt kun mod familierne, og ikke mod dem, der skaber rammerne for den del af børnenes hverdag, de ikke tilbringer sammen med deres forældre.
Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
