Skældud har skadelige konsekvenser både for børn og for voksne. Det ved vi fra forskningen. Derfor er de fleste også enige om, at skældud ikke bør være et pædagogisk redskab, vi skal benytte os af. Men praksisfortællinger giver et indblik i virkeligheden. Nemlig at skældud opstår, på trods af at vi arbejder hen imod det modsatte.
Vi kan have en tendens til at udskamme skældud, men når vi gør det, risikerer vi at gå glip af den vigtige læring, der er i at forstå vores egne handlinger. I stedet skal vi give studerende og pædagoger værktøjer og tale med dem om emnet, så det bliver aftabuiseret.
Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

