Først og fremmest vil jeg gerne sige tak til Dennis Nørmark for at bringe et meget aktuelt emne på banen. For der sker store forandringer på vores arbejdsmarked i disse år, og det er ingen hemmelighed, at den traditionelle fagbevægelse har store udfordringer. Vi mister medlemmer hurtigere, end vi bryder os om, og vi har en særlig udfordring med at få unge til at beholde deres medlemskab efter endt uddannelse. Vi ser desværre, at de unge oplever særlig store udfordringer med f.eks. trivsel, arbejdsmiljø og arbejdsulykker, når de træder ind på arbejdsmarkedet. Det er en kæmpe opgave, som vi hver dag arbejder for at ændre. Vi ved, at jo flere vi står sammen, jo mere indflydelse får vi, og jo bedre vilkår kan vi sikre lønmodtagerne. Det er selve kernen af vores fællesskab.
Ifølge Dennis Nørmark kan vi sagtens sidde hver for sig og forhandle rimelige vilkår hjem med vores arbejdsgivere. Det argument er direkte forkert og udtryk for en historieløshed og en privilegieblindhed, som jeg sjældent har hørt mage til. Man skal altid være på vagt, når folk med deres på det tørre har travlt med at forsikre om, at der skam ikke er nogen reelle modsætninger mellem lønmodtagere og arbejdsgivere.
