Da jeg var medlem af Det Etiske Råd fra 2005-8, blev rådet af daværende indenrigsminister Lars Løkke Rasmussen bedt om at tage stilling til loven om kunstig befrugtning. Det særlige var, at loven dengang forbød læger at hjælpe en kvinde, der elsker en anden kvinde, til at blive gravid med kunstig befrugtning. Spørgsmålet var nu, om man skulle anbefale at ophæve den del af loven, dvs. gøre det lovligt for en læge at tilbyde kunstig befrugtning til en kvinde, der lever i et parforhold med en anden kvinde.
Rådet var delt. Som udgangspunkt mente en stor fraktion, at rådet skulle fastholde sin hidtidige linje, som var, at hensynet til barnets tarv og samfundets fortsatte beståen nødvendiggjorde et forbud. Antagelsen var kort fortalt, at den manglende far eller den lesbiske mor udgjorde dårligt forældreskab. Desuden at børnene ville blive mobbet i skolen. Derfor ville det være i barnet tarv, hvis det slet ikke blev født. Eller i det mindste skulle en læge på et offentligt hospital ikke havde noget med miseren at gøre. Ideen var desuden, at den heteroseksuelle kernefamilie er et fundament for det danske samfund. Når staten aktivt støtter andre familieformer, som den ville gøre ved at hjælpe to kvinder i et parforhold til at få børn, bidrager staten til at erodere fundamentet for samfundet. Det skal staten selvfølgelig ikke.
