I ugen efter det voldsomme terrorangreb på babyer, børn og voksne – alle ubevæbnede og civile – har debatten i Danmark afsløret en deprimerende tendens.
Med store mængder værdirelativisme og ’whataboutery’ står det klart, at nogen har svært ved at anerkende, at Hamas’ dødspatruljer, som likviderede uskyldige og ubevæbnede israelere i deres hjem og ved en musikfestival, ikke var et slag i en krig, men en grusom terrorhandling. Sikkert fordi nogen ser på angrebet, som var det et slag i en mangeårig krig, har de andre standarder for afstandtagen og sympatierklæringer, når terror rammer jøder.
Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
