Klokken er 05.19. Endnu en nat med tanker af orkanstyrke, der har sat sig som en knude i min mave. Jeg kan allerede mærke det: Jeg kommer ikke ud ad min hoveddør, før jeg har kastet op. Jeg har 45 minutter på cykel. 45 minutter før jeg trækker i min ‘superkvindekittel’, som min veninde så fint kalder den, men som jeg mest af alt forbinder med et nervesystem, der er helt ude af balance.
Jeg stikker fødderne i mine grønne Crocs, der er fyldt med blodstænk, som vækker erindringer om den fødsel, jeg blev pålagt til at blive til i går. Fødslerne er ellers efterhånden er svære at adskille. På vej ned til fødegangen går jeg min sædvanlige omvej ind på toilettet. Nervøsiteten inden min vagt giver mig ondt i maven. »Jeg skal bare lige over den første tid som jordemoder«, siger jeg til mig selv, og jeg ved, at det samme mantra spiller i mine nyuddannede kollegers hoveder. »Så bliver det bedre«.
