Det er beskederne på Aula, der fylder for mig som lærer. Forældrenes beskeder bliver ved at køre rundt i hovedet på mig, når jeg kører hjem, køber ind, laver aftensmad, forbereder mig og prøver på at sove, spiser morgenmad og igen kører til arbejde.
Lærer:Når det er værst, tør jeg næsten ikke åbne Aula. Jeg ved, hvad der venter
Lyt til artiklen
Henter...
Jeg begynder hver morgen med en syngende lussing, når jeg åbner Aula og læser de beskeder, forældrene har skrevet aftenen før. Mange af dem handler om det samme. At det også er for dårligt, at jeg og de andre lærere ikke gør noget ved, at deres barn har det dårligt i skolen. Om krav til alt det, jeg burde gøre. Jeg burde skælde de andre børn ud og ringe og skrive til deres forældre, og jeg burde gøre det med det samme.
Med de følelser kørende rundt i krop og sjæl vakler jeg de lange meter. Går strækningen på det grønne linoleum, den grønne mil ned ad gangen; mod klasselokalet. Mod Colosseum, imens alle stemmerne i mit hoved råber: »Dead man walking!«.
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
