Manden var iført noget, der for mig lignede en fint hæklet hue. Den var lilla, og han var læge. Han kom susende ind på stuen, hvor jeg allerede var omgivet af et omsorgsfuldt og kompetent sundhedspersonale. Han lagde hånden på min mave og sagde: »Det er kræft«. Han susede videre på vej til en operation, men jeg nåede ham med mit desperate spørgsmål: »Hvordan fanden kan du vide det?«. »Erfaring«, var det korte svar. Efter det tillod han sig at blive væk. Måske troede han, at jeg ikke havde forstået ham. Jeg forstod alt for godt.
Den sidste dag i marts fik jeg endelig taget mig sammen til at opsøge min egen læge. Jeg havde haft det skidt i meget lang tid. Min mave var opsvulmet og skvulpede og gjorde ondt. Det var også, som om tyngdekraften var gået til forrykt angreb på bughulen. Det blev med det samme besluttet at indlægge mig. Spørgsmålet var kun, om der skulle ringes efter ambulance eller taxa. Det blev det sidste. Konklusionen var, at det ville gå hurtigere.
