Jeg har en tilståelse: Begge mine forældre er folkeskolelærere. I mit barndomshjem blev der læst Politiken, gået i maosko og talt om Piaget. Når min mor og far havde venner på besøg, handlede det gerne om den uduelige styring fra Undervisningsministeriet. De oplevede, at embedsmænd og politikere altid havde nye planer og processer om tidsregistreringer, tests eller opfølgning på læringsmål om, hvorvidt »eleven kan vurdere mads æstetiske indtryk og udtryk«.
Da jeg flyttede hjemmefra, blev jeg uddannet i statskundskab, ansat i Finansministeriet og lærte at stave til ’Det Udvidede Totalbalanceprincip’. Og da jeg år senere blev direktør i Djøf, var det næppe den stolteste stund i familien. Jeg havde selv søgt mod den administrative klasse, men glemte dog aldrig mit ophav. Derfor boede der i mange år en konflikt i mig. Mellem Slotsholmens naturlige ønske om at få mere for skolepengene og skolelærernes oplevelser med at få umulige politiske påfund til at mødes i en mere og mere spraglet skolegård.
