Jeg har tænkt enormt meget over, om jeg skulle skrive dette indlæg, for det vil formentlig få konsekvenser for mig professionelt. Sådan er det, når en embedsmand kritiserer den offentlige forvaltning og mangel på retssikkerheden i Danmark. Til trods for denne potentielle risiko har jeg besluttet mig for at gøre det. Det er for vigtigt til, at jeg kan lade være. Jeg udtaler mig i sagens natur som privatperson og udelukkende på egne vegne.
Allerede under min studietid, hvor jeg var ansat hos udlændingemyndighederne, oplevede jeg udfordringer. Ikke kun i forhold til forvaltningen af loven, men også i forhold til loven i sig selv. Den var i min faglige og personlige optik for skrap. F.eks. havde Danmark vedtaget lovgivning, som stred med vores internationale forpligtelser, idet man krævede, at personer, der havde opnået asyl under henvisning til de generelle forhold i deres hjemland, skulle vente i tre år, før de blev berettiget til familiesammenføring. Den beslutning blev staten senere dømt for ved den europæiske menneskerettighedsdomstol, men inden det skete, sad embedsmænd og skulle forvalte en lov, som mange havde betænkeligheder ved. Det sled på mig, retsområdet var simpelthen for hårdt at arbejde med, fordi dele af de politiske tiltag og beslutninger stred med internationale konventioner.
