» Til Younus, jeg vil kysse dig i himlen«. Min hals snørede sig sammen, da jeg læste slutningen. I mit hoved dukkede Rasmus, min egen kæreste, op. Tænk, hvis det var ham, der var blevet revet ud af det her liv så pludseligt. Mine øjne fokuserede igen på ordene i den hvide taleboble, der skød op af forstaden Beit Hanoun i det nordøstligste Gaza, og læste indlægget forfra:
»Min største fortrydelse er ikke at kysse den her fyr. Han døde for to dage siden. Vi havde fortalt hinanden, hvor meget vi kunne lide hinanden, og sidste gang, vi så hinanden, var jeg for genert til at kysse ham. Han døde i bombningen. Jeg tror, en stor del af mig døde samtidig. Og snart vil jeg være død. Til Younus, jeg vil kysse dig i himlen«.
Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
