Som direktør i en arbejdsgiverforening vil nogle nok forvente, at jeg er varm tilhænger af den løftede socialdemokratiske pegefinger i debatten om danskernes arbejdsmoral. Det er jeg bestemt ikke. Opsangen provokerer mig derimod. Jeg synes, det er uhørt, at statsminister Mette Frederiksen og andre toneangivende socialdemokrater igen og igen lader skinne igennem, at man kun er en god samfundsborger, hvis man knokler meget og længe.
Vi nåede det foreløbige bundniveau i debatten, da Socialdemokratiets politiske ordfører, Christian Rabjerg Madsen, kritiserede serieiværksætteren Martin Thorborgs arbejdsmoral – jeg forestiller mig, at Thorborg har betalt mere i skat end de fleste, så Rabjerg Madsens snak om at bidrage til fællesskabet var temmelig tåkrummende. Når man hører sådan noget, får man nærmest det indtryk, at vi er sat i verden for at være skaffedyr for en socialdemokratisk velfærdsstat. Det er vi ikke. Det er ikke staten, der skal diktere dit og mit arbejdsliv – det skal vi have friheden til selv at bestemme over.
