Det er positivt, at regeringen lægger op til at forkorte skoledagen, slanke målene, investere 2,6 milliarder kroner i bedre faglokaler og styrke den praktiske dimension i undervisningen. Især de politiske signaler om at give sig god tid til at udvikle nye læreplaner for fagenes mål og indhold, undersøge afgangsprøverne, frisætte skolerne og inddrage lærerne tyder på et nybrud. Det bliver understreget fra politisk hold, at der ikke er tale om en reform, hvilket jeg tolker som et tegn på, at man ønsker at distancere sig fra den top-down-tilgang til udvikling, der kendetegnede folkeskolereformen i 2013.
I stedet lægges der op til ændringer over tid, hvilket kræver politisk mod og tålmodighed. Man kan allerede se de første tegn på frustration, når Lisbeth Knudsen i Altinget 13. oktober skriver, at det lange forhandlingsforløb sætter folkeskolen i et uafklaret vakuum. I Danmark har vi i de senere år ikke haft tradition for at give os tid den slags beslutnings- og udviklingsprocesser. Der er således et pres for at gennemføre tiltag og reformer i et højt tempo.
