Min bedstefar levede et helt liv uden nogensinde at vende tilbage til barndomshjemmet i Safad, som han blev fordrevet fra som treårig under Nakbaen i 1948. Gennem FN’s resolution 194 havde han sort på hvidt international lov på sin side og retten til at vende hjem. I 2021 blev han begravet i Odense – langt fra sin fødeby. Han fik aldrig lov til dufte til bagerens friskbagte manaish igen, plukke fignerne eller smage de ikoniske oliven fra oliventræerne på højlandet vest for Det Døde Hav.
Hjemkomsten forblev en illusion, men drømmen om en palæstinensisk stat levede i ham indtil hans sidste dage, og jeg kan stadig høre hans vandpibetunge sukkende åndedræt for mit indre øre, når snakken faldt på Palæstina. Inderst inde vidste han nemlig, at den kamp måtte fortsættes af generationer, der sandsynligvis aldrig har været i Palæstina, aldrig har oplevet bomberegnen og aldrig har oplevet at leve i de kummerlige flygtningelejre rundt omkring i verden.
