På min 20-års fødselsdag er alle efterskole- og gymnasieveninder inviteret til middag hos mig i indre by. Oven på libanesisk takeaway og et utal af gin og tonics er det stensikkert: Vi skal i byen.
Et stenkast væk ligger en velkendt natklub, og det viser sig, at min gamle efterskoleroomie har midlerne. Mærkværdigt, taget i betragtning af, at hun bor i Kolding og ikke som sådan har et netværk i København. På Instagram skriver hun privat med en smart promoter, der naturligvis tjekker hendes profil og ikke mindst likes og billeder ud. Han meddeler, at han da nok skal sørge for, vi får et såkaldt pigebord.
Et par timer senere står vi snalrede i køen og behøver end ikke vise legitimation. Hele flokken kommer ind i garderoben, indtil det bliver min vens tur – han er den eneste mand i selskabet. Dørmanden rynker panden i åbenlys misbilligelse. Til sidst køber han dog historien om, at min ven blot har et maskulint udtryk, og lukker ham allernådigst ind.
Vi bliver henvist til to borde og får serveret billig mousserende vin i isterningbaljer. Vi drikker dem euforisk, idet klokken slår tolv.
En halvdårlig flaske Perlino Brut er selvsagt ikke videre fryd for ganen, men det er noget andet ved episoden, der giver dårlig smag i munden: Klubbosser og promoters er med til at vedligeholde et forskruet koncept, hvor pigegrupper kan få gratis adgang på natklubber med den skjulte agenda at tiltrække mænd, der betaler gildet. Aftalen mellem parterne lyder, at der altid bliver medbragt et minimum antal veninder. På klubben får de tildelt eget bord, sommetider blot et tarveligt receptionsagtigt ét af slagsen, hvor pigerne kan blomstre til gavn for klubbens gæster. Selv om kontakten går begge veje, er der gerne en vis taknemmelighedsgæld på spil. Sommetider med en implicit forventning om, at man i det mindste kan tale lidt med værten, der har bragt det hele i stand. Også selv om han er 15 år ældre.
Racisme, homofobi og sexisme hærger overalt i det københavnske natteliv, viser en rapport fra i sommer, som Alliance for et tryggere natteliv står bag. Den belyser en diskriminerende og grænseoverskridende kultur over for særligt minoriserede i samfundet, og næsten 8 ud af 10 adspurgte kvinder har oplevet kønsdiskrimination mindst én gang i byen.
Den onde cirkel opstår, fordi det er drenge og mænd, der i sidste ende finansierer hele redeligheden. Et drengebord ville aldrig komme på tale. Den faste vending ’det bliver ikke i aften, drenge’, ynder dørmænd – såkaldte pickers – at bruge som afvisning, så der ikke bliver for testosteronstungt på dansegulvet. Ved at betale for indgang og dyre bordpakker med vodkaflasker sikrer mændene sig en adgangsbillet. Groft sagt er der tale om en investering i at tilgå piger og forhåbentligt score.
På mere eksklusive klubber er der også middage og andre goder på spil for de inviterede piger. Den problematiske klubkultur herhjemme er ikke enestående, og essensen er den samme i udlandet. Den populære festby Ayia Napa på Cypern er for eksemepl et sandt mekka for abefest og druk. Her flager klubberne med forældede arrangementer som ’Girls’ Night Out’, hvor kvinder kan drikke ad libitum uden at betale overhovedet. Prisen er imidlertid, at kvinderne grundlæggende bliver købt som lokkeduer og levende reklamesøjler.
Det er svært at benægte, at mekanismerne i klubmiljøet bunder i dybt indlejrede forestillinger om køn. Utidssvarende forestillinger om, at mændene kurtiserer og trakterer. Men de forestillinger er omsider ved at ændre sig i samfundet som helhed, og klubmiljøet må følge trop. Det patriarkalske pigebord har for længst nået sin udløbsdato.
fortsæt med at læse
