Jeg er et nyttesløst menneske. Mens de snakker og snakker om at forkorte kandidaten, forkorte SU’en, fratage de studerende det ene og det andet, og mens de studerende kommer med deres dybfølte forsvarstaler om, hvordan både deres mentale helbred, generelle livskvalitet og hele Danmarks akademiske ry kommer til at betale prisen, kan jeg kun tænkte én ting: De har ret. Alle dem, der kalder os igler, alle dem, der siger: Vi uddanner ud i arbejdsløshed, at vi er dovne, forkælede, virkelighedsfjerne og alt imellem. De har ret. I hvert fald når det kommer til mig.
Jeg føler mig ikke angrebet. Jeg ved ikke, hvad jeg føler, for det apokalyptiske skrækbillede, som vores lands meningsdannere maler frem, er et billede af mig. Og jeg burde ikke eksistere, jeg burde være en karikatur, der kun kunne afkræftes, men her er jeg. Jeg er en igle, en igle, der klamrer mig til SU’en, uden job og uden dårlig samvittighed. Jeg kan ikke overskue tanken om at træde ud fra KUA’s bløde, magelige rammer, ud et sted, hvor jeg skal være nyttig, hvor jeg skal bedømmes, ikke på, hvor nydeligt mit noteapparat er, men på, hvor meget jeg kan kastrere hvert et ord fra min mund, hvor nyttig jeg kan gøre mig selv som et velsmurt led mellem pung og kasseapparat.
