Forleden bragte Politiken en artikel, hvori journalisten havde interviewet en række nyuddannede danskere (Pol. 9.1.). Fælles for dem var, at de alle havde været ledige i 2023, og mens nogle nu var kommet i job, var andre fortsat ledige. Men de var samtidig fælles om mere end det. De var nemlig også fælles om at give mig en af de mest interessante læseoplevelser, jeg har haft om unge, mistrivsel og ledighed i lang tid. Den var både rørende og skræmmende.
Rørende, fordi det aldrig er rart at læse om mennesker, der ikke trives. Enormt skræmmende, fordi de alle – hver og en – var mere eller mindre lullet ind i tanken om, at man altid bare kan falde tilbage på dagpenge, hvis man ikke finder et arbejde, der er nogenlunde spændende. Og det lod nærmest ikke til, at de var bevidste om det.
Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
