Da jeg afleverede min eksamensopgave på film- og medievidenskab 3. januar, satte jeg mit sidste punktum som studerende på Københavns Universitet. Jeg burde fejre det og tage stolte selfies sammen med mine medstuderende foran hovedindgangen på KUA, men glæden ved at færdiggøre min kandidat er for tiden overskygget af en indignation over, at den institution, jeg dimitterer fra, investerer 10 millioner kr. i virksomheder, som har aktiviteter på den besatte Vestbred. Det har studenterorganisationen Studerende mod Besættelsen dokumenteret gennem aktindsigt i KU’s investeringer.
Resolution 2334 vedtaget i FNs sikkerhedsråd i 2016 fordømmer klart og tydeligt de ulovlige bosættelser: »Israel’s settlements have no legal validity, constitute flagrant violation of international law«. Det kræver ikke en kandidatgrad at forstå, at KU som institution har et moralsk ansvar for ikke at modarbejde international lov. Når KU’s rektor Henrik C. Wegener i sin juletale omtaler universitetet som ’en stor empatimaskine’, ryster jeg opgivende på hovedet. Hykleriet er himmelråbende, når rektor fremhæver institutionens åh så store evner ud i empati og omfavnelse, men samtidig vender det blinde øje til international lov.
