Fortiden har ringet. Og den er vred. Det står klart, efter at jeg har læst flere nye bogudgivelser med det til fælles, at de gør op med deres fædrene eller mødrene ophav. Jeg tænker, at udgivelserne kan betragtes som en slags genmælelitteratur. Hvis der ellers er noget, der hedder det – og ellers er der nu.
Det er bøger, der vender fortiden på hovedet. Bøger, der nuancerer billederne af fortidens helte og heltinder. Og så er det bøger, der giver stemme til dem, der betalte prisen for andres kunst og/eller stærke selviscenesættelse.
Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.


