Som 12-årig elitefodboldspiller havde jeg kvalme, ingen appetit og dårlig mave før kamp. Det fysiske pres kombineret med fællesvejning, søvnmangel og bekymringer om egne præstationer betød, at jeg var udkørt allerede som 15-årig. Mange havde det ligesom mig. Hvor mange børn skal svigtes, for at DBU, AGF og FCK kan fange deres næste guldfugl?
Tidligere elitefodboldsspiller:Som børnefodboldspiller løb jeg løbetest, til jeg brækkede mig ... for derefter at løbe videre
Lyt til artiklen
Henter...
I en artikel om rekruttering af små børn til dansk elitefodbold udtaler AGF’s talentchef, René Frost, at »hvis man som klub for alvor lever op til DBU’s børnesyn og dermed varetager barnets tarv og sætter spilleren i centrum, så behøves der egentlig ikke andet for at sikre, at et miljøskifte er i orden« (Pol. 3. marts).
Men det er et eklatant fejlskud fra DBU og AGF, problemet ligger i den lille fortalelse om, at det er spilleren, der skal være i centrum, for fokus bør og skal være på barnet, ikke på spilleren. Og når barnet bliver teenager, skal fokus være på teenageren. Tidligst i de sene teenageår bør fokus vendes mod fremtiden og de konsekvenser eller kompromiser, fodbold på øverste hylde fører med sig. Og selv på det tidspunkt bør vi sætte mennesket i centrum og ikke menneskets funktion som fodboldspiller.
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
