Marianne Stidsen m.fl. plæderede i Kroniken ’Antallet af falske voldtægtsanklager bliver groft underrapporteret efter samtykkelovens ikrafttræden’ (Pol. 6.3.) for, at samtykkelovens effekter bør undersøges nærmere. Om der er behov for det, vil jeg lade op til andre at vurdere. Til gengæld er der behov for at nuancere og gendrive nogle alvorlige og helt grundløse påstande i denne kronik.
Det fremgår for eksempel, at politiet har fået strenge ordrer om ikke at rejse tiltale i sager om falsk anmeldelse af voldtægt. Det suppleres af et citat fra en politiassistent om, at det igennem en årrække skulle have været et bevidst valg fra anklagemyndighedens side, at politiet ikke indleder sager imod anmeldere i sædelighedssager. Senere får retorikken så fuld skrue ved at antyde – må jeg forstå – at politiet og anklagemyndigheden bevidst undertrykker bevismateriale for at få gerningsmændene dømt.
Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
