I sommer startede jeg sammen med 271 andre unge på statskundskab på Københavns Universitet. En uddannelse, hvor man efter fem års studie bliver en såkaldt ‘generalist’, der er dygtig til at analysere sammenhænge i samfundet. Også en prestigefyldt uddannelse, hvor mange af landets ledere har sat deres ben før mig. Men i takt med, at jeg blev budt velkommen på studiet, blev jeg også indhyllet i dets lille hemmelighed: Vi er slet ikke så vigtige, som vi får de andre til at tro.
Sidst på 1. semester var jeg til en workshop i at netværke arrangeret af nogle ældre studerende. Jeg tager én altoverskyggende pointe med derfra: Vi er som statskundskabere intet uden vores netværk. Vi bliver ansat af statskundskabere, og vi er dybt afhængige af at kende så mange af vores slags som muligt. Det var dér, at mine bange anelser om, at vores akademiske evner var overvurderede, blev bekræftet.
