Vi er de samme aktivister, de samme mennesker. Vi placerer de samme fødder til march i de samme gader. Blokerer de samme veje, råber i de samme megafoner, til de samme melodier. Og det, vi kæmper for, er egentlig det samme: at alle mennesker er lige meget værd, og at ingen skal rammes af krig, klimaforandringer eller uretfærdighed. Den eneste forskel er, at dem, vi går ved siden af, har en anden hudfarve end os selv, og at det folk, vi i denne sammenhæng kæmper for, mestendels er muslimer.
Som klimaaktivister har vi i løbet af de seneste seks år været i kontakt med politiet i mange sammenhænge. Nogle gange beskytter de os mod vrede bilister til store lovlige demonstrationer. Andre gange fjerner de os, når vi er civilt ulydige: et værktøj, der øger offentlighedens opmærksomhed på vores kamp, når politikerne vælger at ignorere den. I begge tilfælde har ingen af os nogensinde været bange. Fordi vi ved, at vi har ret til ikke at blive behandlet med vold og til at få tre advarsler, før vi bliver fjernet. Vi forstår spillereglerne over for politiet, og vi har oplevet, at de for det meste overholder dem.
