Vi nærmer os kommunens bygning. Den mor, jeg er i færd med at hjælpe, trækker skuldrene helt op til ørerne. Smøgen ryster mellem hendes fingre. Hånden knytter sig. Hun gør sig parat til at forsvare sig selv for gud ved hvilken gang over for endnu en ny sagsbehandler, der nok ikke har læst sagen på forhånd, og som igen vil stille alle de spørgsmål, som hun ved lammer hendes hjerte. Ingen udvikling, bare evig gentagelse af flere års copypaste. Sagen fylder efterhånden over 1.000 sider. Sagsbehandler efter sagsbehandler, gentagelse på gentagelse.
Er der virkelig aldrig nogen, der tør starte på en frisk. Se på hende med friske øjne? Vil hun for evigt vedblive at være den dårlige mor uden forældreevne, som fik sit barn anbragt, da hun var ung og vild og havde hash i blodet, så underretningen fra egen læge endte på kommunes bord?
