Da Mie og Simons søn startede i vuggestue, vurderede institutionens pædagogiske personale hurtigt, at han havde brug for nogle særlige rammer for at kunne trives. Når han oplevede støj og blev placeret i store grupper med mange børn og skiftende personale, blev han ængstelig og utryg og græd ofte utrøsteligt i flere timer. Da han nærmede sig børnehavealderen, var personalets anbefaling klar: Det ville gå ud over hans trivsel, hvis han blev placeret i en af kommunens store børnehaver.
Derfor valgte Simon og Mie at indskrive ham i Børnehuset Håbets Alle – en af byens mindste daginstitutioner, hvor de vidste, at personalet både har ressourcerne og de faglige kompetencer, det kræver at håndtere børn med særlige behov.
Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
