»Fuck dig! Fuck af med dig!«
Ordene fløj gennem lærerværelset på min arbejdsplads en ellers uskyldig torsdag i sidste uge. Afsenderen var ikke en utilpasset eller utilfreds 7.-klasseelev, men en af mine granvoksne, professionelle kolleger, og begge hendes langfingre akkompagnerede svadaen, mens hun rakte dem frem mod den forælder, som i hendes tanker og fortælling (gudskelov ikke i virkeligheden) sad over for hende i sofaen. Jeg fandt ikke ud af, om det var en konkret hændelse, der havde affødt reaktionen hos min kollega, men jeg overhørte da, at den pågældende forælder i hvert fald havde sendt en halvsyg søn i skole og heller ikke var god til at overholde aftaler om brug af telefoner.
Selv om det heldigvis ikke er hver dag, at tonen på lærerværelset bliver helt så hård, så er det på den anden side heller ikke første gang, det er sket, og fjerner man de meget voldsomme kraftudtryk fra ligningen, så er den underliggende tilgang til forældre desværre meget udbredt. Det er helt almindeligt og bredt accepteret at tale om forældre som nogle, der opfører sig urimeligt, besværliggør vores arbejde og ikke er deres opgave som opdragere voksen. Det er så almindeligt og accepteret, at jeg har været til temadag med mit arbejde, hvor nutidens krævende forældre var omdrejningspunktet, hvor vi lyttede til oplæg og lavede gruppearbejde om de forældre, der pludselig ’vil med ind i skolens og lærerens maskinrum’, og hvordan vi får det gjort klart for dem, at det ikke er deres domæne.
Begrænsede det sig så bare til skolens eller dagtilbuddets personalerum, så kunne man måske tilskrive det, at pressede lærere og pædagoger opbygger så mange frustrationer gennem deres arbejde, at de bag lukkede døre får luft for det på uhensigtsmæssige måder. Men desværre er det også noget, der finder sted i fuld offentlighed.
»Selvoptagede forældre får et svirp over nakken, så deres forkælede børn ser forskrækket op fra mobiltelefonerne«, skrev Informations anmelder tidligere på året, da forestillingen ’Skolekomedien’ høstede stor succes på Aarhus Teater.
»Der findes et særligt sted i helvede til forældre, der køber fingervanter til deres børn«, udtalte forfatter Stine Askov til Jyllands Posten 7. april i år, i anledning af at hun havde skrevet en bog om, hvor træls det havde været for hende at arbejde som pædagog.
Sågar lærernes eget fagblad, Folkeskolen, skrev 5. juni sidste år: »Det bliver hele tiden tydeligere, at nogle forældre ikke har respekt for skolen. Ikke vil indordne sig under de regelsæt, man anvender i skolen. De har deres egen dagsorden«. Folkeskolens skribent tilføjer i sin indledning: »Hvor er respekten henne?«
Det synes jeg faktisk også er ved at være et rigtig godt spørgsmål. Hvornår blev det i orden at tale til og om forældre på den måde? Hvordan blev det så bredt accepteret en fortælling, at forældre bør gå rundt og skamme sig lidt over at besvære lærere og pædagoger med tanker og ønsker for deres børns opvækst? Og måske vigtigst af alt: Er der virkelig ikke nogen forældre derude, som har lyst til at tage til genmæle? Er det lykkedes os at pålægge dem så meget skyld, at de hellere dukker nakken?
Jeg ønsker mig snart noget, der kunne ligne et regulært forældreoprør. Jeg synes, I skal rejse jer op og fortælle klart og tydeligt, at I faktisk ikke vil finde jer i at blive talt til på den måde. Og skulle den øvelse give jer mod til mere, så må I for min skyld også godt begynde at insistere på, at det i dansk lovgivning og pædagogisk og didaktisk tradition slet ikke er meningen, at skolen skal have noget ’maskinrum’, som forældre er forment adgang til.
fortsæt med at læse
