Skal man starte som lærervikar på en af landets folkeskoler efter sommeren, skal man gøre op med sig selv, om man er klar til at opleve bidemærker i armene, trusler, grimt sprogbrug og en generel mangel på respekt fra dem, der i daglig tale omtales som vores alle sammens små guldklumper. Det ville vi ønske, at nogen havde fortalt os.
Da studenterhuen blev sat på hovedet, og der skulle tages stilling til, hvad sabbatåret skulle bruges på, var vi ikke i tvivl om, at det var jobbet som lærervikar, vi gerne ville have. Timelønnen, når man træder til for en syg lærer, er næsten dobbelt så høj som den løn, andre på vores alder tjener, hvilket gjorde jobbet særlig attraktivt. I løbet af det halve år, vi brugte som lærervikarer, har vi varetaget undervisningen fra 0. til 9. klasse i stort set alle fag samt fungeret som støtte for særligt udsatte elever.
Vi gik ind til opgaven med troen på, at vi som to rimelig godt begavede og mentalt robuste unge kvinder sagtens kunne varetage denne opgave og ovenikøbet levere en undervisning fuld af kvalitet. Vi må dog erkende, at vi tog grueligt fejl.
»Det handler bare om overlevelse«, sagdeen indskolingslærer en af de første dage efter sommerferien.
Og hun havde ret. Vores første time kan bedst beskrives som en zoologisk have, hvor alle dyr var sluppet løs i samme bur, og så ovenikøbet med en dyrepasser, der ikke var uddannet til formålet.
Som følge af inklusionsloven fra 2012 sidder der i dag mange børn med særlige udfordringer ude i folkeskoleklasserne. Det betyder, at man risikerer at få en vikarplan, hvor der ofte er en håndfuld elever med særlige aftaler. Og det er en opgave, man som lærervikar på ingen måde er klædt på til. Vi husker en detaljeret og ambitiøs vikarplan, som beskrev særlige aftaler med og hensyn til 8 elever, blot for at de kunne fungere nogenlunde i klasserummet. Herudover skal man huske på, at der også var yderligere 15 elever, der samtidig skulle klasseledes, hjælpes og guides. En opgave, der er umulig som vikar og tilmed synes tæt på umulig at løse som uddannet lærer. Her et årti efter at inklusionsloven blev indført, kan vi i hvert fald skrive under på, at den ødelægger mere, end den gavner.
Som følge af de mange udfordrede elever, vi har mødt på vores vej, har vi naturligvis også lagt øre til kommentarer som: »Din fucking bitch«, »idiot«, »hold din kæft« og »møgso«.En hverdag, hvor grimt sprogbrug fylder meget, er ubehagelig og uhensigtsmæssig, men det var bagateller i forhold til de tæt på absurde situationer, vi ofte befandt os i. Vi har ud over grimt sprogbrug oplevet fysiske trusler, bl.a. en elev, der truede med en brødkniv, hårde kast med sten efter os ude på legepladsen samt slag og bidemærker i arme og ben. Og her knækkede filmen altså. Er det virkelig for meget at forlange, at man ikke bliver slået og sparket, når man går på arbejde i den danske folkeskole?
Efter sådanne episoder har vi sommetider oplevet, at læreren har bedt os om at kontakte forældrene på Aula. I princippet må der ikke være kontakt mellem forældre og vikarer, men da vi selv bedst har kunnet redegøre for de overnævnte episoder, har dette været en realitet. Her har vi i vores fritid brugt lang tid på at formulere en besked med den rette ordlyd, således at situationen ikke er blevet konfliktoptrappet. Vikarjobbet er altså komplekst, og der forventes et perifert professionelt samarbejde med forældrene. Selv af en lærervikar, som blot holder sabbatår. På den anden side har vi efter mødet med nutidens børnekarakter begge en følelse af, at vi kan klare alt. Nu er vi klar til hvad som helst, og vi kan hvad som helst.
Det er også vigtigt at nævne, at jobbet har været ekstremt givende, når vi har dannet relationer til børnene. At blive mødt af børn, som står klar med åbne arme og siger ens navn, livligt fortæller om, hvad de har lavet i weekenden, og ovenikøbet laver perleplader, tegninger og armbånd, har været til stor glæde for os. Der er også rigtig mange elever, som gør det helt rigtige; anser den nye vikar som ligeværdig med den faste lærer eller pædagog, lytter, når der bliver givet beskeder, og laver det skolearbejde, de bliver bedt om. Desværre er tiden og overskuddet til at anerkende og belønne alle dem oftest ikke til at finde i de kaosfyldte klasselokaler, som vi forgæves har forsøgt at navigere i.
Flere af de episoder, vi har været udsat for, er ikke blot enkeltstående tilfælde, men noget, som var en fast del af hverdagen. Ifølge Danmarks Lærerforenings medlemsundersøgelse fra 2022 går næsten hver femte lærer ned med stress. Vi ved fra venner og bekendte inden for samme fag, at de også har oplevet grænseoverskridende adfærd, som har ført til en generel afskrækkelse fra lærerjobbet. Jo flere der afskrækkes, jo mere falder folkeskolen fra hinanden, hvilket vil resultere i en endnu løsere ramme til en børnekarakter, der netop i høj grad mangler faste regler og rammer, samt færre kompetente lærere og pædagoger til at løfte opgaven.
Det har været en stor opgave at fungere som skolens gaffatape og udfylde et par sko, der til tider har føltes alt for store, når færdiguddannede lærere har sygemeldt sig på stribe. Vores gode veninde fra gymnasiet var i en lang periode overbevist om, at hun skulle være folkeskolelærer. Efter blot fem dage som lærervikar kunne hun nu med sikkerhed fortælle, at hun under ingen omstændigheder skulle være folkeskolelærer. Det er rigtig ærgerligt, for der er en ære i at passe godt på folkeskolen, en så vigtig dannelsesinstitution, men hold da op, hvor skal man gå meget igennem. Det er mildest talt en kæmpe opgave at varetage den børnekarakter, der hersker i dag, både for de professionelle og i særdeleshed også for dem, der ikke er.
Vi er endnu i tvivl om, hvordan problemerne, som vi har oplevet, konkret skal løses. Et skridt i den rigtige retning må være, at vi taler højt om vores oplevelser i forsøg på at give emnet noget opmærksomhed. Måske de danske politikere vil overveje, hvor god en idé inklusionsloven reelt var. Vi håber, at kloge mennesker vil læse med og sammen med os overveje, hvordan vi løser de udfordringer, den danske folkeskole står over for.
fortsæt med at læse
Endnu et fatamorgana er på vej til folkeskolen
-
Mor til barn med autisme: At mit barn kunne få en basisplads, var helt afgørende
-
Nyuddannet lærer: Ingen af mine kolleger eller studiekammerater aner, hvad de bruger deres uddannelse til
-
Lærervikar: »Efterhånden er min tolerance over for den intolerance, der har præget debatten om Normstormerne, blevet slidt op«
