At få et vejnavn eller en plads opkaldt efter sig er en hyldest til bedrifter og historie. Det er der mange gode eksempler på i Danmark og særligt i København. Vi har eksempelvis Israels Plads, som markerede 25-års dagen for redningen af de danske jøder. Tilsvarende har Israel ’Denmark Square’ i Tel Aviv. Men jeg er ikke sikker på, at vi kan kalde det en hyldest længere, når vejnavne nu skal bruges til propalæstinensisk propaganda og udenrigspolitik. Vi står nemlig til at få ’Palæstinas Plads’ på Nørrebro, og det sender alle de forkerte signaler til en i forvejen splittet befolkning – og i Københavns Kommune skal vi ikke føre udenrigspolitik.
Sidste år blev afstemningen om navngivningen udsat, fordi den palæstinensiske terrororganisation Hamas udførte det værste terrorangreb siden 9/11 til en israelsk festival 7. oktober. Nu mener Radikale Venstre, Enhedslisten, Alternativet og SF, at det er på tide at tage op igen. Jeg synes mildest talt, at timingen er foruroligende. Der er stadig en raserende krig, og der er israelske gidsler, som endnu sidder i fangenskab. Det er en prioritering, som er umulig at bakke op om.
