Debatindlæg afPeter Bjerregaard

Medlem af Københavns Borgerrepræsentation (K) og underviser i politisk filosofi på Cepos Akademi

Bjørn Lomborgs debatbog ’Køl af’ byggede på kontroversielle metodevalg og håndplukning af data. Bogen er en god påmindelse om, at man ikke skal tro på alt, man præsenteres for.

Peter Bjerregaard: I årevis spildte offentligheden kostbar tid på Lomborgs budskaber, der var pakket ind som videnskab, men savnede faglig valør

Lyt til artiklen

Først en disclaimer. Politologen Bjørn Lomborg har spillet en anseelig rolle for min livsbane. I 2009 fik jeg et job for Udenrigsministeriet, som krævede, at jeg satte mig ind i klimaområdet. Det var ikke et område, jeg tidligere havde beskæftiget mig med, så jeg gik udogmatisk til værks. I takt med at jeg læste op på emnet, gik det op for mig, at problemets omfang var enormt. Det gik også op for mig, at Lomborg, som dengang var en uundgåelig meningsdanner, tog kilder til indtægt for påstande, der ikke var belæg for, og systematisk overså det hav af videnskabelige studier, der tegnede et andet billede end hans. Det var en øjenåbner, som betød, at jeg engagerede mig i emnet og blandt andet blev klimaredaktør for Ræson. På sin vis vækkede Lomborg mig fra min dogmatiske tro på, at der var en god kvalitetskontrol med bidrag i den offentlige debat.

Lomborgs debatbog ’Køl af’ fra 2007 er fyldt med en af hans store styrker: snusfornuftige eksempler, der skal underbygge fortællingen om, at klimaforandringerne er et overkommeligt problem, og at der er langt billigere løsninger på problemerne end at sænke CO2-udledningerne.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her