Først en disclaimer. Politologen Bjørn Lomborg har spillet en anseelig rolle for min livsbane. I 2009 fik jeg et job for Udenrigsministeriet, som krævede, at jeg satte mig ind i klimaområdet. Det var ikke et område, jeg tidligere havde beskæftiget mig med, så jeg gik udogmatisk til værks. I takt med at jeg læste op på emnet, gik det op for mig, at problemets omfang var enormt. Det gik også op for mig, at Lomborg, som dengang var en uundgåelig meningsdanner, tog kilder til indtægt for påstande, der ikke var belæg for, og systematisk overså det hav af videnskabelige studier, der tegnede et andet billede end hans. Det var en øjenåbner, som betød, at jeg engagerede mig i emnet og blandt andet blev klimaredaktør for Ræson. På sin vis vækkede Lomborg mig fra min dogmatiske tro på, at der var en god kvalitetskontrol med bidrag i den offentlige debat.
Lomborgs debatbog ’Køl af’ fra 2007 er fyldt med en af hans store styrker: snusfornuftige eksempler, der skal underbygge fortællingen om, at klimaforandringerne er et overkommeligt problem, og at der er langt billigere løsninger på problemerne end at sænke CO2-udledningerne.
