Der er ikke noget som at sidde helt oppe på forreste række i den privilegerede klasse med lysindfald og blomster i vindueskarmen og bestemme, hvor mange der skal være plads til. Det er trygt og meget dansk. Men hvad med, når man endelig har fået lov til at sidde sammen med alle de andre på forreste række og alligevel får at vide, at ens plads ikke er sikret, og at den faktisk heller aldrig har været din?
Med årene har jeg forsøgt at forstå denne følelse, som blot har vokset sig større. Jeg har prøvet at pille den fra hinanden, klistre og sy den sammen igen samt ødelægge den, men den forbliver. Det er en frustrerende, fremmedgørende og forkert følelse at have med sig – hele vejen fra barndommen, til jeg nu er fyldt 20. Den bunder i min status som statsløs i Danmark og som kurder i verden.
