Denne måned har jeg 10-års jubilæum. Det er ti år siden, at jeg efter en årrække i landflygtighed kom tilbage til København. I de første 20-25 år af mit voksenliv boede jeg det meste af tiden i udlandet. Da jeg kom tilbage til København, havde jeg været ude i godt otte år i træk og reelt ikke opholdt mig ret længe ad gangen i byen siden 1999.
Jeg kom hjem, men hjem var ikke det samme. Ligesom de gamle grækere påpegede, at man aldrig kan bade i samme flod to gange, erkendte jeg, at man ikke kommer tilbage til den by, man forlod.
København havde forandret sig. Meget. Det havde jeg selvsagt også, men byens metamorfose var langt voldsommere. Den nedslidte, lidt provinsielle hovedstad, hvor jeg gik i gymnasiet i slut-1980’erne, var endegyldigt forsvundet. Som med alle forandringer tog det mig noget tid at erkende, men siden da har udviklingen kun taget yderligere fart.
Den første og mest synlige forandring var, at byen var blevet en badeby. Da jeg var teenager og ung i byen spillede vandet og havnen ingen rolle.
Man tænkte nærmest aldrig på, at København lå ved havet. Havnen var beskidt og forurenet, og man jokede med, at man ville blive opløst, hvis man faldt i. I dag er det en næsten utænkelig tanke. Jeg bader stort set hver dag i sæsonen. Vandet er blevet byens blå lunge, en enorm kølende legeplads, men det er mere end det. Det har forandret selve byens geografi, så Amager – det, der nedladende blev kaldt lorteøen i min ungdom – er blevet integreret i byen på en helt anden måde.
Byen er bogstaveligt talt blevet større, noget, som også metroen har spillet en hovedrolle i. Både den og havnebadet åbnede første gang i 2002, og de to udviklinger har forandret byens geografi til ukendelighed. En proces, der fortsætter, senest er Sydhavnen kommet langt tættere på byen takket være metroen.
Men forandringerne af København stikker dybere end metroen, havnen og de nye kvarterer, der skyder op overalt. Det er også befolkningen, der har forandret sig. Der er kommet mange flere familier i byen, mennesker, der – som jeg selv – af lyst og ikke nød vælger at blive i byen, også efter de får børn. Men endnu mere markant er byen blevet umådeligt meget mere international.
Det vælter ikke bare med turister, der er også helt utrolig mange flere udlændinge, som bor, arbejder og lever i byen. Det har taget mig tid at vænne mig til, at man ikke kan gå ud fra, at folk i cafeerne, i stormagasinerne og butikkerne i centrum taler et ord dansk; de ser ofte overrasket og næsten stødt på en, hvis man ikke taler engelsk med det samme.
Det giver byen en lidt generisk stemning, hvor man til tider føler, at man kunne være i en hvilken som helst moderne storby, men det giver også dynamik og energi. Og af personlig erfaring kan jeg sige, at det er meget federe at bo i en by, som folk flokkes om, end en, som alle flygter fra til forstæderne, så hurtigt de kan.
Men Københavns transformation har også bagsider. Det mest oplagte er, hvor elitær byen er blevet. Det giftige boligmarked, som politikerne af uransagelige årsager nægter at gøre noget ved, har gjort byen til en legeplads for de rige og velstående. Man kan se forandringen fysisk. I mit lokalområde på grænsen mellem Frederiksberg og Vesterbro kan man knap nok sparke sig frem for dyre luksusbiler, og der åbner den ene vinbar og smådyre restaurant efter den anden. Pengene sidder løst hos rigtig mange, men for dem, som ikke kom med på boligvognen, er byen blevet et lukket land.
Det er let at romantisere den gamle blandede by, men den var både nedslidt, brutal og grim. Metropolen København er meget bedre end Olsen-bandens version. Men hvis jeg rejste ud igen en længere periode, ville jeg inderligt ønske, at jeg kom tilbage til en meget mere lige by. En storby, der var for alle, ikke bare for de mest privilegerede.
fortsæt med at læse
