»Hvis du skulle give os et råd, hvad er så det vigtigste, vi kan lære vores elever, når vi skal undervise i samfundsfag?«, spurgte en af de 21 lærerstuderende, jeg havde på besøg i onsdags.
Når man får lov at svare på det, er man virkelig privilegeret. Det var fristende at sige, at de skulle minde eleverne om pressens rolle i samfundet – at det er afgørende, at vi har kritiske medier, der kan kontrollere magthavere i alle afskygninger.
Tror man, at Skat brænder for at fortælle, hvordan milliarderne er fosset ud af kassen, at ministre brænder for at fortælle om, hvordan unge flygtningepar er blevet flyttet fra hinanden i strid med loven, eller hvordan nogle få fiskere stort set har fået tildelt samtlige kvoter? Eller tror man, at Region Hovedstaden selv lægger alt frem, når er begået alvorlige fejl på akuttelefonen 1813?
Mette Fugl: Lunser af løgn styrer debatten væk fra det væsentligeMen pressens rolle havde jeg allerede prædiket om så længe, at flere af de studerende var ved at være noget fjerne i blikket. Mit svar, som kom fra hoften, men som jeg sandt at sige er godt tilfreds med, var, at det vigtigste er, at man lærer sine elever at give plads til andre meninger – måske lige frem gå ud fra, at andre kan have en pointe. Vi havde aldrig fået så velfungerende et demokrati, hvis vi ikke havde lært at lytte til hinanden og indgå kompromiser. Det ville være direkte tåbeligt at afvise gode ideer, bare fordi man ikke selv er kommet på dem.
Noget af det, der bidrager allermest til politikerlede og journalistlede, er, at begge faggrupper så ofte giver indtryk af at at være fejlfri. Jeg oplever med jævne mellemrum fæle eksempler på argumentresistens på redaktionen, men det forekommer mig trods alt at stå værre til med politikere. Hvorfor skal det være så svært at indrømme, at man muligvis tager fejl, og at modparten kan have en pointe?
Jeg mindede om, at det er redaktionens fornemste pligt at høre alle sider af en sag – hvilket ikke nødvendigvis gør den populær hos læserne.
En af de værste klagestorme, jeg kan huske, indtraf, da vi for et par år siden bragte artikler, der viste, hvordan nogle lejere opfører sig åbenlyst urimeligt over for deres udlejere. Den vinkel syntes adskillige læsere bestemt ikke om: Udlejere er nu engang nogle blodsugere.
Det har muligvis underholdningsværdi at bringe et indslag med en mand, som mener, at Jorden er flad, men det har det også at kunne prutte ’Marseillaisen’Jeg blev mindet om det, da vi sidste søndag havde besøgt Mogens Pedersen, der opdrætter kødkvæg på sit landbrug i Veksø nordvest for København. Det var langtfra den mest kritiske reportage, jeg har set i vores avis, men redaktionen gjorde dog tydeligt opmærksom på, at årsagen til besøget var den voldsomme strid, som blev udløst af kritiske artikler i Coops blad Samvirke. Vi viste den meget omdiskuterede forside og ridsede op, hvordan der er blevet ballade, fordi bladet har skrevet kritisk om giftrester i maden.
Mogens Pedersen mente, at han som konventionel landmand er udsat for urimelig kritik, og pegede på, at vi har flyttet os meget langt væk fra det elementære, der sikrer os mad på bordet og tag over hovedet: »Vi mangler landmænd, vi mangler håndværkere. Alle vil læse på RUC eller studere i London, ingen vil være beskidte«, sagde han.
Flere læsere mente, at vi helt kritikløst havde holdt mikrofon for organisationen Bæredygtigt Landbrugs synspunkter, og at det var en skandale.
Den egentlige skandale ville efter min vurdering bestå i, at vi på forhånd i vores journalistik lagde os fast på, hvordan verden ser ud. Ingen kan med rette beskylde Politiken for over tid at have favoriseret det konventionelle landbrug – så afgjort ikke på lederplads i hvert fald – og er der nogen, der forbindes med den økologiske tanke, når der skrives om mad, er det netop vores avis.
Der er mange lektier at drage af den igangværende strid mellem Coop og det konventionelle landbrug. Den mest nedslående er, at ingen diskuterer det, det egentlig skulle handle om, nemlig at der er rester af sprøjtegift i maden – og grundvandet.
Norsk filosof og dansk sociolog: Vi skal sige sandheden til vores børn: Det går ad helvede til, og det er vores egen skyldNede fra skyttegravene råber man skældsord mod hinanden, og det er redaktionens opgave så vidt muligt at bringe fakta frelst gennem råberiet.
Også på det mere kuriøse plan måtte jeg i øvrigt opfordre til forsoning i denne uge. En læser klagede over, at vi i en klumme havde skrevet, at »nye nationalkonservative partier spirer frem som giftige svampe i skovbunden«. Men svampen er ikke en plante og kan ikke spire. Den lever nede i jorden mellem rødderne, og det, som kan ses over jorden, er frugtlegemet, påpegede læseren. Vel havde han ret, men lægfolk siger altså svampe, og det må fagfolkene nok acceptere, forklarede jeg og nævnte, at man jo heller ikke serverer frugtlegemestuvning.
I den sag skulle det imidlertid vise sig, at læseren og jeg stod stejlt over for hinanden.
fortsæt med at læse
