Det siges, at hvis man smiler til fremmede på gaden i Rusland, bliver man opfattet som naiv og uintelligent.
Russere på besøg i Danmark i disse uger må således undre sig over, at danske politikere frivilligt fremstiller sig selv som lalleglade tosser, når de dingler storgrinende i lygtepælene og forfængeligt drømmer om vælgernes gunst 21. november.
Politikere til kommunalvalg står sammen: Lad nu de valgplakater hængeFor i dag er det næsten umuligt at finde en valgplakat, hvor kandidaten ikke smiler over hele femøren. Det skulle da lige være de decideret fjollede af slagsen, hvor sjove ordspil og gakket komik signalerer, at den kommende magthaver skam ikke tager sig selv spor alvorligt. De få partier, der tør føre valgkamp med alvorsfulde budskaber, undlader omhyggeligt at koble alvoren med et portræt af kandidaterne. Her får teksten lov at stå alene, for hvem vil forbindes med bekymring og kritik?
Skulle en kandidat formaste sig til at lægge ansigtet i mere alvorlige folder på valgplakaten, kan vedkommende med usvigelig sikkerhed forvente latterliggørelse i form af påmalede smil, klovnenæser og elverører. For skam den, der har den frækhed ikke at smile indladende til vælgerne.
Magtens ansigt er under hastig forandring. Hvor det tidligere var en dyd at se alvorlig ud, når man bestred en magtfuld post, konkurrerer politikerne i dag på det nærmeste om at ligne finalisterne i ’Den store bagedyst’. Enhver alvorsfuld panderynke er møjsommeligt fotoshoppet væk.
Forsvundet er også de trætte mundvige, grånende tindinger og alt det andet, der kunne give vælgerne mistanke om, at demokratiet også er slidsomt og trættende. Men det er fuldkommen misforstået, når magthaverne forsøger at smile sig igennem valgkampen.
Trods kommunikationsrådgiveres velmente råd om, at smil og øjenkontakt får svære politiske budskaber til at glide lettere ned, viser forskningen, at afsenderen af et alvorligt emne fremstår utroværdig og dekoblet virkeligheden, når alle budskaber plantes med et smil på læben.
Her kan de ikke få passet børn: Alle kommuner har en udkant – og i Aarhus hedder byen SolbjergDe glade kontrafejer sender ikke bare et forkert signal til vælgerne om, hvad der er i vente, men er også et farligt selvbedrag. For vælgerne deponerer jo netop magten hos de folkevalgte og forventer, at disse lever op til ansvaret. Men smilet stivner hurtigt, når valgkampen skal veksles til timelange aftenmøder, stakkevis af tunge sager og indviklede forhandlinger om nedskæringer på ældreområdet og lukning af daginstitutioner.
På enevældens tid var det ikke nødvendigt for fyrsten at smile for at indynde sig hos undersåtterne. Verdensordenen tilsagde – i hvert fald indtil den franske revolution – at der ikke blev sat spørgsmålstegn ved den enevældige konges krav på magten, smil eller ej. Ofte blev han dog portrætteret med et mildt udtryk i ansigtet – fordi han som stedfortræder for Gud på jorden personificerede den almægtiges kærlighed og tilgivelse.
Men hvor blikket måske nok var blidt, var de artefakter, som han på billederne omgav sig med, mættet med tung magtsymbolik. Sceptret var udtryk for kongelig autoritet, sværdet for domsmyndigheden og laurbærkransen, bønnebogen og hundene symboler på sejrsvilje, fromhed og trofasthed.
Efter grundlovens indførelse vedblev magthaverne at lade sig fremstille med den alvorsfuldhed, som man syntes, var passende for embedet. En bister mine var lig med anerkendelse af de pligter, der fulgte med magten.
Fra Monrad til Krag ser vi derfor stort set lutter alvorsfulde mænd og kvinder, der med viljefaste øjne bidrager til den demokratiske proces i Folketing, sogneråd og byrådssale. Først op i firserne breder smilet sig for alvor på valgplakaterne.
Nej, Danmark er ikke en bananrepublikUmiddelbart er det nærliggende at koble denne forandring sammen med kommunikationsbureauernes indtog på den politiske scene, hvor politik blev underlagt samme markedsføringsdogmer som forbrugsvarer, og reklamens positive billedsprog overtog de partiernes kampagner.
Men det er imidlertid snarere den moderne ledelsesfilosofi, der er årsag til, at bekymring og alvor nu synes helt forsvundet fra billeder af disse magtmænd m/k in spe. På arbejdsmarkedet har forestillingen om et magtfrit fællesskab efterhånden vundet indpas (i hvert fald i teorien), og relationen mellem ledere og medarbejdere forventes at kunne basere sig på leg, begejstring og anerkendelse.
En bekymret og alvorsfuld leder risikerer at skræmme medarbejderne væk og går derfor med på legen om den såkaldte relationelle power, hvor lederen både er gameplayer og gamemaster, og hvor ledelse knyttes til en persons evne til at skabe mening for den enkelte.
Her vil det store tillidsskabende smil – ja, måske endda det uformelle grin – være en sikker vej til at vinde ’followers’. Men sådan fungerer demokratiet ikke. For med valget afgiver borgerne magten til politikerne – og hermed følger der en stor forventning om ansvar for at træffe beslutninger, der ligger langt ud over det umiddelbart behagelige.
Vi har i nyere tid set kommunale forhandlere optræde endog meget hårdhændet f.eks. i forbindelse med folkeskolereformen, hvor magtanvendelsen over for lærerne bestemt ikke gav smil på læben eller begejstrede følgere.
Far til to: Kære kommuner, er det ikke snart på tide med fædregrupper?Regionsråd sidder med ved forhandlinger om sygehuslukninger, og nedskæringer på ældre- og handikapområdet er efterhånden hverdagskost i mange kommuner.
Modsat arbejdspladsen, hvor medarbejderen i dag er hurtig til at forlade fællesskabet, når det tømmes for muligheder for personlig udfoldelse, er chancerne for reelt at checke ud af samfundet ret begrænsede. Demokrati beror på, at magten delegeres til personer, der er i stand til og tør træffe upopulære beslutninger.
Men hvis disse beslutninger altid forbindes med det smilende ansigt fra valgplakaten, fremstår politikerne utroværdige og uden realitetssans. Både over for sig selv og vælgerne.
fortsæt med at læse
