Klumme afClaus Paaske

Journalist

En god dag for danske soldater - og en dårlig dag for rygende skoleelever

Lyt til artiklen

En god dag for...

Soldater. Nu bliver det nemmere for landets godt 15.000 soldater at leve op til de fysiske mindstekrav. Soldaterne skal hvert år bestå et fysisk krav med løbe- og styrkeprøver for at sikre, at de kan passe deres job. Men til maj ryger en række styrkeprøver ud, nemlig dem, hvor soldaten skal holde kroppen stille og spændt i anstrengende positioner.

»Selv veltrænede soldater havde problemer med at bestå«, siger Henriette Albinus Hasselstrøm fra Forsvarets Sundhedstjeneste, til Ritzau, og tilføjer, at man risikerede at ekskludere dygtige medarbejdere på et forkert grundlag. De hårde øvelser erstattes af øvelser, som for mange er nemmere at klare, og samtidig sænkes kravet i løbetesten for de yngste soldater. ’Stram op’ lød en af kommentarerne på Facebook.

En dårlig dag for...

Rygende skoleelever. I forvejen er det forbudt for skoleelever at ryge på skolens område, men så kan de jo bare stille sig ud på fortovet og tænde sig en smøg. Det vil Konservative nu lave om på. Partiet vil indføre røgfri skoletid på alle landets folkeskoler og privatskoler, skriver DR Nyheder. Det betyder, at eleverne ikke må ryge i skoletiden overhovedet, heller ikke i frikvartererne eller uden for skolens område.

Forslaget kommer efter, at det er kommet frem, at flere unge er begyndt at ryge. Både S og V er positive, mens DF slår hælene i. DF’s sundhedsordfører, Liselott Blixt, vil hellere uddanne og oplyse de unge om farerne ved at begynde at ryge. Mon ikke de fleste godt ved det, alene af den grund, at de ikke må ryge i skolen og skal være 18 år for at købe tobak.

Claus Paaske

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her