Klumme afMorten Skjoldager

Journalist

En god dag for danske fremmedkrigere - og en dårlig dag for en 24-årig syrienskriger

Lyt til artiklen

En god dag for ...

Danske fremmedkrigere. Siden 2012 er mindst 150 personer fra Danmark rejst til Irak eller Syrien, hvor mange af dem har tilsluttet sig islamistiske terrorgrupper. En del af de danske fremmedkrigere har formentlig begået uhyrlige handlinger, og de har utvivlsomt kæmpet direkte i modstrid med den danske stats interesser. Ikke desto mindre har den danske velfærdsstat støttet fremmedkrigerne økonomisk, mens de har kæmpet for et islamisk kalifat.

TV 2 kunne i dag fortælle om helt nye tal fra Beskæftigelsesministeriet, som viser, at 56 procent af de danske fremmedkrigere – svarende til mindst 84 personer – har modtaget offentlige ydelser, mens de har kæmpet i udlandet. Ifølge PET har de fleste af jihadisterne fået SU og kontanthjælp på slagmarken.

En dårlig dag for ...

En 24-årig syrienskriger. Ekstra Bladet bragte søndag et interview med en af de danske syrienskrigere – en danskfødt mand med kurdiske rødder. Det er uvist, om den 24-årige er en af dem, som har fået offentlige ydelser med til Syrien, men i maj 2015 tilsluttede han sig Islamisk Stat, fordi han ønskede at »leve og dø for Allah«.

Han vil ikke fortælle, om han selv har dræbt folk, men han beretter, hvordan han sammen med andre jihadister jublede, da en terrorist dræbte 84 mennesker i Nice, og at han meldte sig frivilligt som selvmordsterrorist.

Han nåede aldrig at sprænge sig selv i luften, men blev taget til fange af den kurdiske YPG-milits og har i snart 11 måneder siddet fængslet i det nordlige Syrien. Han savner familien i Danmark og håber at kunne komme hjem snart.

Morten Skjoldager

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her