Et håndtryk og en håndsrækning er to forskellige ting. Men begge er udtryk for respekt, anerkendelse, ansvarlighed og menneskeligt ligeværd.
I torsdags var det Løkke-regeringens udlændingeminister, der rakte hånden frem til nye danske statsborgere ved den første ceremoni af sin slags.
I lørdags var det Europas regeringer, der undlod at række hånden frem, da 170 mennesker druknede i Middelhavet.
De to håndbevægelser havde ikke med hinanden at gøre. Men begge udtrykte en klar holdning til ’den anden’ og en betydelig tilfredshed med os selv.
Alternativet: Vi skal have børnene væk fra Sjælsmark. Hellere i går end i dagTorsdag: Udlændingeministeren sagde i det mindste »Velkommen til jer alle sammen« – altså velkommen til ceremonien – som det turde være en værts naturlige opgave og forpligtelse.
Og heldigvis blev der efter ceremonien budt på et glas og en kanapé, så nogen venlighed var dog indbygget.
Men den officielle tale brød med den forventning om respekt, som ministeren ellers opfordrede vores nye landsmænd til at udvise.
»Det er en ære at blive dansk statsborger«, sagde ministeren. »Nu er det så jeres opgave hver især at forvalte den ære med respekt for det land, som I nu lige om lidt kan kalde jeres«.
Hun glemte flere ting:
En god dansk vært havde også husket ordet tak og betonet ligeværdigheden: ’Tak for jeres ansøgning. Tak for den tillid, I viser os. Tak for, at I vil bidrage til Danmark. Tak for, at jeg må byde jer velkommen. Det er en fornøjelse, som jeg har glædet mig til’. Det ville ikke blot have været floskler, men udtryk for respekt.
En god vært havde endda kaldt det et privilegium at byde netop velkommen i sit hus og sit land – frem for kun at betone, at det »så er jeres opgave hver især at forvalte den ære med respekt«.
De skal vise respekt, selvfølgelig skal de det. Men hvor var regeringens respekt?
Ministeren glædede sig over, at der er stillet krav. Udmærket, man deler vel ikke statsborgerskab ud som bolsjer. Men hvor ville det lyde flot og udtrykke elementært god stil, hvis Løkke-regeringen glædede sig over at kunne byde nye landsmænd velkommen i fællesskabet, og hvis ministeren udtrykte sin personlige – og regeringens – værdsættelse af deres indsats for at blive og være danske.
Tilbage blev alene kravene til de nye landsmænd og selvtilfredsheden hos de gamle.
Han er stadig så rystet efter det forsøg, at det nok varer et stykke tid, inden han prøver igenLørdag: Ja, da druknede 170 mennesker i Middelhavet. Hvor var det dumt af dem. At drukne. De må have vidst, at Europas regeringer ikke vil have dem. Hvad ligner det så at stå til søs i elendige gummibåde fra Libyen eller Marokko og sætte kurs mod Europa alligevel?
Adskillige regeringer vil hævde, at det var menneskesmuglernes skyld.
Det kan være rigtigt, at menneskesmuglere vitterlig havde narret desperate mennesker om bord efter at have taget et anseligt pengeløb for billetten.
Det kan også være rigtigt, at den europæiske stramning vitterlig har bragt antallet af migranter, der søger mod Europa, ned. Det vil glæde mange.
Det ændrer ikke ved, at hvert eneste af de 170 mennesker på et tidspunkt har råbt om og rakt ud efter hjælp, da deres båd kæntrede på Middelhavet. Og det var helt bevidst, at der ikke var en hånd til at hjælpe dem op fra havet. Europa, inklusive Danmark, lod disse mennesker dø. Når 170 druknede mellem fredag og lørdag, var det ikke, fordi Europa ikke kunne hjælpe. Det var, fordi Europa ikke ville hjælpe.
Irer dropper sit danske statsborgerskab, hvis det kræver et håndtryk: Vi kan ikke give hånd, hvis den ene af os ligger på knæFor at holde de mange tilbage fra at forsøge at sejle over Middelhavet lader vores regeringer de få drukne.
Regeringerne vil derfor prise, at de to kæntringer i weekenden skete uden for pressefotografers søgelys. Hvis vi blot ikke ser det ske og ikke hører de druknendes råb om hjælp, går det bedre med en ’hård og retfærdig’ politik.
Det har en pris. Og retskaffenheden er ikke indlysende, medmindre man vil hævde, at det er retfærdigt at lade nogle mennesker drukne, for at andre skal forstå lektien.
Radikal folketingskandidat: Lad os forbyde så meget som muligtTorsdag havde ministeren i den officielle danmarkshistoriske ceremoni betonet, at de nye borgere her i landet skulle skrive under på, at de »vil overholde dansk lovgivning, herunder grundloven, og selvfølgelig også respektere de helt grundlæggende danske værdier og retsprincipper, herunder demokratiet«.
Hvad disse danske og europæiske retsprincipper – også – går ud på, blev demonstreret mindre end to døgn senere, da Europas selvtilfredshed bød os at lade mennesker drukne, selv om vi kunne have ladet dem redde. Dybt forstemmende.
fortsæt med at læse
