Der var engang, min højt elskede redaktør på Politiken skulle stoppe. Og det er som journalist næsten værre end selv at blive fyret. Det er nemlig fuldstændig essentielt for skrivende mennesker at have mindst en redaktør, som man stoler 100 procent på og kan vende sine løse ideer med, og som læser ens tekster igennem og gør en bedre som skribent.
Som farvel og i respekt for vores årelange gode samarbejde skrev den afgående en længere mail til mig om, hvilken vej han syntes, jeg skulle gå rent fagligt fremover. Og at det var vigtigt, at jeg også begyndte at give noget tilbage til faget nu ved at bakke op om næste generation af journalister. At det nu måske var min tur til at blive nogens redaktør.
Det har jeg så været on and off de senere år, nogens redaktør, samtidig med at jeg må indrømme, at det, jeg elsker allermest, er at skrive selv. Men det har været lærerigt og også frustrerende at forsøge at samarbejde med generationerne efter min, især dem, der kaldes millennials eller generation Y (født omkring 1980-1995). Jeg selv er af generation X (født omkring 1960-1979). Vi er kendetegnet ved, at vi husker en tid før internet og mobiltelefoner, at vi har en stor del af vores venskaber og fester knyttet op på arbejdspladsen (og derfor også fordrukne julefrokoster, kollegakærester og MeToo-oplevelser i bagagen), at vi aldrig rigtig er vokset fra barnlig ironi, og at vi synes, det er sejt at have travlt og arbejde (for) meget.
Millennials derimod vægter fritid, hobbyer, mig-tid, fleksibilitet og deltid højt. Det var millennials, der for nogle år siden skrev tusindvis af artikler om glæden ved at være ’digitale nomader’, altså at sælge alt, hvad man ejer, og rejse Jorden rundt, #vanlife, på en slags evighedsferie, samtidig med at man laver lidt podcast, lidt yoga og indtaler nogle reklamefilm på en strand på Hawaii. Jeg har selv som chef for denne generation set, hvordan de helst vil møde kl. 10 og gå igen kl. 14. Ikke fordi de skal hente børn, men fordi de skal til keramik og lave kimchi, og det er vigtigere end penge, magt og tryghed i ansættelsen.
Jeg siger ikke, at det ene værdisæt er finere end det andet, der er bare en stor generationsforskel, som især bliver tydelig, når vi skal arbejde sammen. Mange i min generation gik ned med stress – de blev gift med jobbet og skilt fra deres partner. Flot. Mange millennials har til gengæld et helt arbejdsliv baseret på projektansættelser (hvilket også skyldes udviklingen på arbejdsmarkedet) og har, som jeg ser det, svært ved at prioritere i deres arbejdsliv. De er mærkværdigt usikre og skrøbelige, blandet med at de mestrer selviscenesættelse og lider af udpræget main character syndrome, altså ser sig selv som kæmpe stjerner, samtidig med at de ikke rigtig besidder knofedt eller tålmodighed til at bakke drømmene op.
På min seneste arbejdsplads havde jeg som eksempel en samtale med en yngre kvinde, der netop var begyndt på et universitetspraktikantforløb hos os, og hun sagde til mig, sådan helt uironisk, at hun syntes, at det var tarveligt, at mine artikler blev læst og delt så meget, for det gjorde hendes ikke. Jeg prøvede at forklare hende, at jeg jo har skrevet i 20 år, og at hun derfor ikke skulle sammenligne os, men de argumenter bed ikke rigtig på hende. Hun syntes, det var uretfærdigt. Hun forventede retfærdighed, ja, ligefrem ligestilling, mens jeg argumenterede for, at man skal øve sig og blive god hen ad vejen.
I 2017 arbejdede jeg på debatredaktionen på Politiken og ledte efter nye stemmer til avisen. Da faldt vi over den nu plagiatanklagede Katherine Diez’ Instagram-profil og var, som så mange andre, draget af den unge kvinde, der skrev om sin store kærlighed til litteratur og teater, hvorfor vi bad hende skrive en klumme til debatsektionen, og hun skrev siden en mere. Som jeg husker det, bad hun derefter om hjælp til at blive ansat som litteraturanmelder på avisen. Jeg kan huske, at jeg græd af grin. Som den generation X’er, jeg er, var min første tanke: Altså, hvad er der dog galt med ’de unge’? Hvor nemt tror de, man kommer til tingene? To klummer, og så vil du ansættes på landets førende kulturavis? Det tager lidt længere tid at unboxe en karriere end et par nye sko, mester!
I stedet burde jeg have forklaret, at der plejer at være en vis ’vej ind i avisen’, som løst kunne lyde: Mens man er studerende, begynder man at skrive, typisk for magasiner for studerende, eller man starter sit eget magasin, tæppebomber de sociale medier med sine analyser eller får en blog. Man øver sig. Og bliver bedre. Det kan også sagtens være, at man begynder at skrive for en avis, men det er i så fald som en slags studiejob til freelancetakst. Der er meget få fastansatte litteraturanmeldere i dansk dagspresse, og dem, der er, de har arbejdet med faget længe, i årtier.
Ret hurtigt fik jeg tilbagemeldingen, at det var lige meget, for nu havde Berlingske ansat den unge danskstuderende og litteraturinteresserede Katherine Diez. (Ganske vist ikke som en fuldtidsansættelse, har Berlingske siden forklaret, men dog med en fast tilknytning). Og lige der lærte jeg så noget. Okay. Det er måske nemmere i dag? Når jeg tænker på alle mine løse ansættelser og gratis arbejde. Hvordan jeg fik min heltinde Camilla Stockmann til at oprette ’Dittes klummeskole’, hvor hun et helt år underviste mig i at skrive personlige tekster til Ibyen-sektionen. Hvordan jeg havde musikgeniet Simon Lund med som støttepædagog, da jeg skulle skrive min første koncertanmeldelse. Og hvordan jeg stadig, efter over 20 år i faget, får min hemmelige ulønnede redaktør til at læse alt igennem for mig.
Hvorfor er det vigtigt?, spørger du måske, kritiske Politiken-læser. Det er selvfølgelig ikke vigtigt under det store blik på verden med giftmudder, Gaza, Trump-trussel og adoptionsskandaler. Men det er vigtigt med blik for, hvor dårligt det går i medieverdenen, hvor nedskæringer, fyringer og en vaklende troværdighed til gamle medier truer aviserne. Den plagiatanklagede Katherine Diez har ingen politisk magt, og det er grundlæggende ligegyldigt, om hun har færdiggjort sin uddannelse eller hedder det ene eller andet til mellemnavn og alt det andet sladder, som Reddit og medierne sidder og roder i. Selv om man selvfølgelig ikke skal lyve.
Men hun er repræsentant for en generation, der er vokset op med forventningen om, at der altid er en forlomme. At man kan leve af at være sig selv (hvem skulle man ellers være, kan man fristes til at spørge), at hårdt arbejde ikke betaler sig, at ’går den, så går den’, at 60.000 følgere på Instagram er penge lige i lommen, at man ikke behøver lave sine lektier, og hvis man ikke lige har en original idé, så kan man altid finde noget på nettet. Og det er sikkert godt nok til nogle brancher, men i avisernes fælles ræs mod bunden bør man være varsom med at give køb på den ofte anstrengende og krævende vej ind i spalterne.
Den eneste reelle styrke for aviser som Politiken og Berlingske er troværdigheden, og den troværdighed er de enkelte skribenter selv med til at skabe. Troværdighed får man ikke med forlommer og vennetjenester. Den gør man sig fortjent til med slid og dygtighed over tid. Til gengæld kan den forsvinde som strandsand mellem fingrene, hvis man vokser fra princippet om, at andre også kan være skarpere, sjovere eller klogere, end man selv er.
fortsæt med at læse
