Barack Obama har ikke tabt den arabiske verden, som Mitt Romney påstår, og Romney kan ikke vinde den arabiske verden, hvis han i nat bliver valgt til USA's næste præsident. For alle meningsmålinger viser, at den brede arabiske opinion, måske med undtagelse af Libyens, er antiamerikansk. Over 75 pct. af de arabiske befolkninger er overbevist om, at USA er modstander af islam, og at krigene i Irak og i Afghanistan i virkeligheden er krige mod islam som religion. Alle andre begrundelser, masseødelæggelsesvåben i Saddam Husseins Irak eller terrorisme i Afghanistan, er kun camouflage for den almindelige araber. LÆS OGSÅUSA og Israel sender fælles militært signal til Iran Når opinionsundersøgelserne søger at afdække de nærmere årsager til antiamerikanismen, dukker spørgsmålet om USA's traditionelle støtte til Israel også op. Men det viser sig, at det kun er et af mange klagepunkter. Obamas popularitet i den arabiske verden er ikke vokset, selv om han har forholdt sig meget kritisk over for Israel og anses for at være den mindst proisraelske amerikanske præsident siden Richard Nixon, som var antisemit. USA er i en lose-lose-situation i den arabiske verden. Det er en situation, som går helt tilbage til Suezkrisen i 1956, hvor England, Frankrig og Israel angreb Egypten. Hensigten var at generobre kontrollen med Suezkanalen, som Egyptens præsident Nasser havde nationaliseret.
USA's præsident, Eisenhower, tvang trekløveret til at rømme egyptisk område. Nasser takkede imidlertid Eisenhower for indsatsen ved at indgå en alliance med Sovjetunionen, der først blev opløst i 1971, efter at Sadat var blevet præsident. I arabiske øjne er USA simpelthen ikke troværdig. De ekstreme islamister kan ikke lide amerikanerne, fordi de opfatter USA som dekadent, frisindet og antiislamisk. De mere eller mindre sekulære arabere, der frygter islamisterne, opfatter USA som en imperialistisk supermagt, der blander sig i de arabiske landes anliggender, og som siden Anden Verdenskrig har støttet folkets undertrykkere. Selv om omvæltningerne i Tunesien og Egypten ikke blev en revolution - Mubarak-regimets politiske infrastruktur har stort set overlevet. Men der er sket en revolution i egypternes hoveder. LÆS OGSÅAraberne har tabt magten i Mellemøsten De har fået stemmer, i direkte og i indirekte betydning. Det er ikke demokrati, men en parlamentarisme, der er under udvikling. Magthaverne må nu lytte til folkets røst, hvis de ikke vil risikere at miste magten. Og folket siger nej til USA, som det altid har gjort. I gamle dage var det irrelevant for magthaverne i Egypten og Tunesien. I dag er det en politisk kendsgerning, de må kalkulere med.
