EU-kommissionen har netop fremlagt forslag til fælles tilsyn med finansielle institutioner i euroområdet, hvor det foreslås, at tilsynet placeres under Den Europæiske Centralbank (ECB). EU-lande uden for euroområdet, dvs. bl.a. Danmark, kan vælge at indgå i dette tilsyn under ledelse af ECB, men får som udgangspunkt kun en beskeden indflydelse i det underordnede tilsynsråd, der skal oprettes. Forslaget er ikke mindst foranlediget af finanskrisen, der havde sit epicenter og udgangspunkt i USA, men som nu ikke mindst har ført til en gælds- og bankkrise i sydeuropæiske lande, især Grækenland og Spanien. Formålet med det efterfølgende er at perspektivere EU-kommissionens forslag ud fra erfaringer fra USA. Lande med fælles valuta bør efter min vurdering også have et fælles finansielt tilsyn, idet - som det også hedder i kommissionens forslag - »den fælles valuta øger sandsynligheden for, at udviklingstendenser i en medlemsstat kan skabe risici for den økonomiske udvikling og stabiliteten i euroområdet som helhed«. Og dette tilsyn skal, jf. erfaringer fra USA, organiseres som et enhedstilsyn, der endvidere placeres under centralbankens overordnede styring og ansvar. Begge disse hovedpunkter er opfyldt af EU-kommissionens forslag. Problemet med EU-kommissionens forslag er grundlæggende, om der politisk er mulighed for på et så centralt område med så stor betydning at overføre kompetencen fra et nationalt anliggende til et euroanliggende, når der samtidig findes en stigende EU-euro-skepsis i befolkningerne. Det er endvidere problematisk, at kommissionens forslag primært fokuserer på organisation (proces) og ikke på indhold. Demokratisk er det tillige kritisabelt, at en så omfattende overførsel af kompetence fra nationalt til euroniveau foreslås gennemført inden 1. januar 2013 - altså på mindre end fire måneder - især når dette forslag ikke giver noget signifikant bidrag til at modvirke den aktuelle finans- og økonomikrise i ikke mindst sydlige eurolande. I den henseende minder udspillet ret meget om de advarsler fra Udenrigsministeriet, der typisk udsendes, når et terrorangreb har fundet sted i et eller andet land. Det er vel næppe sandsynligt, at der umiddelbart gennemføres flere terrorangreb i et land, der har været ramt heraf, idet agtpågivenheden jo netop er meget stærk umiddelbart efter. Er der overhovedet klare og signifikante eksempler herpå? Det er tilsvarende næppe sandsynligt, at de finansielle institutioner - her kort efter finanskrisen, der stadig raser - fører en for lemfældig udlånspolitik m.v. Det er derimod fortidens synder, der plager. De finansielle institutioner, især bankerne, har - i hvert fald ud fra et samfundsøkonomisk synspunkt - vel nærmere strammet for meget op på deres villighed til udlån - i øvrigt forstærket af de forventede øgede kapitalkrav m.v. til finansielle institutioner, som er vedtaget eller på tegnebrættet. Derfor bør hastværket afvises, som i øvrigt den svenske finansminister allerede har påpeget. Et fælles finanstilsyn er ingen garanti for, at der tages de rette beslutninger. Beslutningen om at tillade eller tvinge Lehman Brothers til at gå konkurs var den mest katastrofale beslutning under finanskrisen, der markant medvirkede til at øge dybden og længden af den stadig igangværende finans- og økonomikrise i mange lande.
Og denne beslutning blev taget i et land - USA - med tilladelse fra en centralbank, der havde mulighed for at hindre dette. Men dette var desværre ikke den eneste alvorlige fejl, der blev begået af Den Amerikanske Centralbank i forløbet op til finanskrisens udbrud. Det finansielle tilsyn havde og har stadig mange svagheder i USA. Ud over fem føderale tilsynsmyndigheder med hver sine opgaver og afgræsning er der også statslige tilsynsmyndigheder. Et effektivt og godt tilsyn begrænses på flere måder af denne opsplitning. For det første af uklar kompetencefordeling, især i relation til finansielle konglomerater organiseret som holdingselskaber. For det andet betød tilsynsmyndighedernes afhængighed af brugerbetaling fra de finansielle aktører, at tilsynskravene i praksis blev lempet for at tiltrække disse som kunder. Dette blev bl.a. udnyttet af føderale tilsynsmyndigheder til at fortrænge statslige - og mere skrappe - tilsynsmyndigheder. Erfaringerne fra USA, hvor opsplitningen stadig er en realitet, peger således meget klart på, at en nødvendig betingelse for at skabe et effektivt og godt tilsyn er et enhedstilsyn. Placeringen under centralbanken kan ikke direkte udledes af erfaringer fra USA. Denne placering bør vælges, fordi det altid vil være centralbanken i et område med fælles valuta, der får en central rolle, når det finansielle system i valutaområdet er i krise. Derfor har en centralbank også en afgørende interesse i at sikre et sundt finansielt system. Det var imidlertid ikke blot opsplitningen af tilsynsmyndighederne, der førte til et utilstrækkeligt finansielt tilsyn i USA. Ideologisk betingede holdningsskift var også afgørende. Gennem en længere årrække havde liberalistisk ideologi ført til en opfattelse af, at de finansielle aktører i høj grad ville være i stand til at regulere sig selv under bistand af forventet markedsdisciplin. Det er måske ikke overraskende, at de finansielle institutioner og deres interesseorganisationer var stærke fortalere herfor, hvad der bl.a. kom til udtryk i en omfattende lobbyvirksomhed bakket op af milliardtilskud til politiske formål. Det overraskende var derimod, at dette synspunkt også blev forfægtet af først og fremmest FED (betegnelsen for Den Amerikanske Centralbank) via ikke mindst den tidligere centralbankchef Alan Greenspan. Han gav ligefrem udtryk for, at det var en fordel, såfremt de finansielle institutioner kunne vælge mellem forskellige regulatorer - og herunder vælge den mindst restriktive regulering. Hermed bidrog Den Amerikanske Centralbank til »a race to the weakest supervisor«. Til syvende og sidst er det naturligvis det politiske system, der har det overordnede ansvar herfor, idet det enten bøjede sig for finanssektorens afreguleringspres eller undlod at reagere på opståede svagheder. Denne ideologisk betingede opfattelse støttet af selve Den Amerikanske Centralbank satte naturligvis også stærke grænser for et effektivt tilsyn. Det var imidlertid ikke alene Alan Greenspan, der begik store fejltagelser; også hans efterfølger, Ben Bernanke, bærer et stort ansvar for den helt afgørende årsag til, at finanskrisen fik så alvorlige konsekvenser. Han tillod - og det er helt bevidst, at jeg skriver tillod - at Lehman Brothers gik konkurs - 15. september 2008. Herefter frøs finansmarkederne til, og krisen blev som følge heraf både meget dybere og længere, end det ellers ville have været tilfældet. Som USA's centralbankchef havde han haft magten til at forhindre dette. Men han lod sig tilsyneladende kue af den daværende finansminister i USA, Henry Paulson, tidligere øverste direktør for Goldman Sachs, som havde medbragt et horn i siden på konkurrenten: Lehman Brothers.
