Tykke læber og barnlig adfærd, aseksuel mamakrop eller hang til menneskekød. Tegneseriens fremstilling af sorte er horribel historielæsning. Benni Bødker har fået fingrene i et nyt værk om de fordomsfulde striber. I en af de første historier om den verdensberømte reporter Tintin befinder vores helt sig i Congo, det nuværende Zaire. Den belgiske tegner Hergé var blevet bedt om at lave en hyldest til hjemlandets afrikanske koloni. Historien kan være svær at læse i dag, fordi den tydeligere end nogen historiebog vidner om europæernes holdning til andre racer. Afrikanerne er tegnet som små børn, der enten løber halvnøgne rundt, eller parodisk forsøger at klæde sig som europæere. De er naive, opfarende, dovne, nemme at narre, uden initiativ og ville ikke vide, hvordan de skulle klare sig, hvis ikke europæerne var der for at lede dem. På godt og ondt afspejler 'Tintin i Congo' fra 1930-31 sin tid. Senere forsøgte Hergé at forklare seriens noget forsimplede fremstilling: »Jeg vidste ikke andet om landet, end hvad folk i almindelighed sagde på den tid: Negerne var som store børn ... Det er heldigt for dem, at vi er der ... og så videre. Og det var efter det mønster, at jeg tegnede afrikanerne, i den helt paternalistiske ånd, som herskede i Belgien på det tidspunkt«. I senere udgaver af historien nuancerede Hergé selv de værste passager, men serien udtrykker alligevel en holdning, som senere tider kun kan godtage med en forklarende fodnote om den tid, historien blev til på. Grænserne for, hvad det er tilladt at udtrykke om andre kulturer, befolkningsgrupper eller enkeltpersoner, ændrer sig hele tiden. Hvad vi i dag finder chokerende, kan være acceptabelt i en anden tid eller et andet sted. I vore dage er der relativt snævre grænser for, hvad vi vil acceptere at udtrykke om andre. Det er ikke så underligt, fordi vi i stadig højere grad bevæger os mod et multikulturelt samfund. For et par menneskealdre siden var Danmark et relativt homogent samfund, hvor alle havde samme baggrund og del i samme historie. Men i dag findes danskere med så vidt forskellig geografisk oprindelse, at vi ikke længere accepterer stereotype beskrivelser af 'de fremmede'. 'Tintin i Congo' ville ikke have været mulig i dag. Skildringen af afrikanerne er nemlig et eksempel på det, der i en ny svensk bog provokatorisk bliver kaldt en »serieneger«. Den svenske tegneserieekspert Fredrik Strömberg har i bogen 'Serienegern - en bildberättelse om fördomar' sat sig for at undersøge, hvordan et fordomsfuldt billede af ikkehvide er blevet givet i de sidste 100 års tegneserier. Han har gjort det ud fra den antagelse, at »det er gennem at erkende, undersøge og belyse racismen af i går, at man kan finde og modarbejde den i dag«. Valget er faldet på tegneserier, fordi populærkulturen er en god seismograf for et så flygtigt begreb som tidsånden. Indtil midten af det 20. århundrede var tegneserier som medie næsten udelukkende knyttet til aviser og ugeblade. Medier, der eksisterer i døgnet, med krav om aktualitet og forenkling, og derfor gode pejlemærker for tidens umiddelbare og ureflekterede holdninger. Tegneseriens to hovedcentre er USA og Frankrig-Belgien, og der er naturligvis stor forskel på, hvordan de fremmede er blevet behandlet i de to forskellige seriekulturer. For europæiske læsere var afrikanere eller asiater i århundredets første halvdel eksotiske fænomener på linje med de vilde dyr i zoologisk have, mens den sorte befolkning var en anderledes synlig del af virkeligheden i USA. Et amerikansk eksempel, der er samtidigt med Tintin, er avistegneserien 'Mandrake'. Serien begyndte i 1934 og handler om hypnotisøren og tryllekunstneren Mandrake, der opklarer mysterier og forbrydelser. Som en sand gentleman optræder han altid iført kjole og hvidt, og har følge af sin tro tjener Lothar. Denne er muskuløs, umælende og ikke alt for intelligent. Han giver ofte anledning til morsomme situationer, fordi han ikke rigtig kan begå sig på de bonede gulve. Han er nemlig en rigtig neger med kraftige læber og klædt i leopardskind. En servil vildmand i civilisationen. Lothar er et typisk eksempel på den stereotyp, der kaldes en 'tom', altså en trofast og underdanig farvet tjener. I tegneseriehistorien findes eksempler på alle de racistiske stereotyper om farvede, som er vokset frem i populærkulturen, først og fremmest i USA. I ren form ses de sjældent i dag, men de er blevet så indarbejdet i vores kultur, at disse billeder af farvede for et ikkefarvet publikum stadig trives i mange varianter i film, musik o.a. En af årsagerne er selvfølgelig, at langt de fleste serieskabere har været hvide. En markant undtagelse er dog George Herriman, der var ophavsmand til 'Krazy Kat', som af mange regnes for en af verdens bedste tegneserier. Han var selv farvet, men af frygt for de konservative avislæsere og redaktørers reaktion, forsøgte han at holde det skjult. Han lod sig aldrig fotografere uden hat, fordi han mente, at hans hår var 'kinky' - med andre ord kruset. Inden Herriman skabte 'Krazy Kat', lavede han kortvarigt tegneserien 'Musical Mose' i 1902, som giver et eksempel på en anden stereotyp, nemlig en 'coon'. Hovedpersonen er en fattig sort musiker, som forsøger at ernære sig ved at optræde til fester forklædt efter deltagernes nationalitet. Det lykkes ham aldrig særlig godt, for det eneste han med sit udseende med succes kan efterligne er naturligvis - en kannibal. En 'coon' og en 'tom' er et par af de forskellige stereotyper om farvede, som Fredrik Strömberg skelner mellem i sin bog. En 'coon' eller 'picaninny' er en farvet underholder, der laver ballade og forvrænger det engelske sprog. En 'tom' eller 'sambo' er til gengæld den altid glade og muntre tjener, der aldrig sætter spørgsmålstegn ved de hvides autoritet. Mandrakes tro tjener er et eksempel, men figuren stammer fra Harriet Beecher Stowes roman 'Onkel Toms hytte' (1852). En tredje type er 'den tragiske mulat'. Det er ofte en kvinde, der skildres som værende fanget mellem to verdener. Hun er hvid nok til at være attråværdig for hvide mænd, men kan selvfølgelig ikke fuldgyldig accepteres. Som en fjerde type findes 'mammies', som er en kvindelig variant af 'tom'. Vi kender hende fra de tidlige tegnefilm om 'Tom & Jerry': en loyal tjenerinde med en stor og aseksuel krop. Og som den sidste type findes 'bad bucks', der er stærke og rebelske negre beregnet som dårlige eksempler. Der er naturligvis ældre tegneserier med farvede i rollebesætningen, som ikke benytter disse typer. Et eksempel er den stadig eksisterende 'Knold og Tot'. Serien om de to uvorne skarnsunger kan dateres tilbage til 1897 og er dermed en af verdens ældste stadig eksisterende serier. Den blev skabt af den tyskfødte amerikaner Rudolph Dirks og handler om en tysk emigrantfamilie, der strander på en øde sydhavsø. Befolkningen er alle negere og tegnet med de sædvanlige klicheer i form af store læber og parodisk klædedragt. Men det bemærkelsesværdige er, at mens den tyske familie taler gebrækkeligt engelsk, mestrer de indfødte et noget nær aristokratisk engelsk. Deres kricket- og golfspillende høvding er endda veluddannet og sofistikeret med engelske vaner, som en stærk kontrast til de primitive emigranter. I 'Knold og Tot' blev der både satiriseret over klicheen om de udannede europæere og de vilde afrikanere. Hvordan den rendyrkede kliché om de vilde afrikanere så ud, kan studeres i en række Walt Disney-tegneserier fra 1930'erne og 40'erne. De er vanskelige at få fat på i dag, fordi Disney-koncernen har valgt selv at censurere, da de ikke helt passer ind i selskabets image som god familieunderholdning. Men Fredrik Strömberg har fundet et par gode eksempler frem. Mickey Mouse startede som en tegnefilmsfigur i 1928, men allerede fra 1930 blev han også lavet som daglig tegneseriestribe, der blev trykt i aviser verden over. I modsætning til filmene var tegneserien lange episke fortællinger, hvor Mickey blev involveret i faretruende fortsatte eventyr. Den allerførste historie var skrevet af Walt Disney selv og handler om Mickey, der havner på en øde ø fuld af kannibaler med store ringe i næse og ører samt menneskeknogler i håret. De forsøger naturligvis at fortære Mickey, men eftersom de er så primitive, lykkes det ham til sidst at narre dem og drage hjem til civilisationen. Når striberne fik de amerikanske talebobler udskiftet med undertekster i Norden, kunne det komme til at lyde sådan, når Mickey var ved at falde i kannibalernes kløer: »En to tre nappes han af en væmmelig grinende sortsmudsket, og rundt om dukker flere grimme niggere op«. Dengang blev det ikke opfattet anstødeligt, men i dag bryder Disney-koncernen sig ikke om at se serien genoptrykt - uagtet at det er en af de eneste, Walt Disney selv skrev. Et andet eksempel kan findes hos Carl Barks, manden der gjorde Anders And til et moderne mesterværk. I 1949, på højden af sin karriere, lavede han historien 'Voodo Hoodoo'. Anders bliver forgiftet af en zombie som hævn over Onkel Joakim, der i sine unge dage som entreprenant kolonisator ryddede en afrikansk landsby for at skaffe plads til en gummiplantage. Anders må derfor rejse til Afrika for at finde en modgift, og der mødes han af de blodtørstige indfødte, der alle som én ligger under for en hævngerrig vodoo-doktor. Som sædvanlig taler de indfødte simpelt, går klædt i bastskørter og har så grotesk store læber, at man i senere udgaver så sig nødsaget til at omtegne dem, hvorved negerne kom til at se endnu mere bizarre ud. Mens de fleste af Barks' historier blev oversat til dansk i 'Anders And & Co.' i løbet af 1950'erne og 60erne, ansås denne historie for at være for provokerende for det danske publikum. I et anfald af misforstået politisk korrekthed er serien senere kun blevet genoptrykt i censureret udgave, selv i den ambitiøse udgave af tegnerens samlede værker, det 30 bind store 'The Carl Barks Library'. Alle disse eksempler viser, hvordan 'serienegeren' blev etableret som en kliché i specielt USA i årene frem til Anden Verdenskrig. Serienegeren fik en nærmest ikonografisk position som en figur, man fortælleteknisk kunne benytte sig af og forvente, at læseren af sig selv ville associere i retning af dovenskab, lav intelligens og overtro. I efterkrigsårene veg den traditionelle kliché og overlevede kun i sin gamle form i tegneserier, der foregår i junglen, som f.eks. 'Tarzan' og 'Fantomet', men også disse undergik langsomt forandringer, efterhånden som tidens normer ændrede sig. Den hvide mand kunne ikke længere uproblematisk herske over junglens underdanige sorte. Først i løbet af 1960erne med den alternative ungdomskultur og borgerrettighedsbevægelsen i USA opstod et egentligt opgør med stereotyperne, hvor f.eks. Robert Crumb udstillede klicheerne ved at mangedoble dem i sine ekstremt provokerende undergrundstegneserier. Men i de traditionelt konservative aviser var det stadig kontroversielt at benytte sorte figurer. Da Mort Walker introducerede den sorte officer løjtnant Flap i sin meget populære serie 'Basserne' i 1971, skete det under højlydte protester fra det syndikat, der distribuerede serien til aviserne. Flap er flippet og farverig med højt afrohår og optræder stærkt karikeret, men ikke mere end seriens øvrige figurer. Introduktionen af figuren var beregnet på at vække opsigt, og det gjorde den også. Men det var et skridt hen imod at farvede figurer kunne indgå som en naturlig del af seriernes univers, uden at det skulle være odiøst eller stereotypt. Det er en udvikling, der er fortsat, så vi i dag har f.eks. Vulva i Politikens egen tegneserie 'Egoland' af Ivar Gjørup. Vulva er en supersexet sort kvinde, der bedst kan karakteriseres ved sit udseende: Hun klæder sig ikke på, hun klæder sig ud! Som repræsentant for krop og sanselighed blandt seriens figurer, bærer hun elementer af den traditionelle stereotype forestilling om sorte som mere dyriske og dermed mere seksuelle end de kultiverede europæere. Man vil dog ikke af den grund anklage Egoland for at være en racistisk serie. Vulva optræder som en naturlig del af seriens persongalleri. De tidligste eksempler på serienegere er alle udtryk for den imperialistiske tankegang. Med legitimering i Darwin blev kolonialiseringen af resten af verden sat i system, fordi det blev opfattet som de civiliserede landes ret og pligt. Forfatteren Rudyard Kipling skrev om 'den hvide mands byrde' med at bringe ordnede forhold til kolonierne. Det er selv samme tankegang, der ses demonstreret, når Tintin på en missionsskole i Congo står ved katederet og fortæller en klasse fuld af sorte børn, at nu skal de høre om deres fædreland - Belgien. Det er et udtryk for racisme, men i mange af eksemplerne er der lige så meget tale om fordomme affødt af uvidenhed om de faktiske forhold. Serienegeren og de forskellige stereotyper om farvede mennesker kunne etableres som faste klicheer, fordi de vestlige samfund var domineret af hvide, der ikke kunne eller ikke ville sætte spørgsmålstegn ved det selvindlysende i, at de var verdens midtpunkt og udviklingens højdepunkt. Sådanne skildringer af serienegere ville ikke kunne lade sig gøre i dag, men de gamle tegneserier står tilbage som vidnesbyrd om deres tid. Men også som en advarsel.