0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

De udvalgte

Det lykkedes i sin tid amerikanerne at skille stat fra kirke. Til gengæld har de aldrig formået at adskille stat og religion, skriver lektor Per Clausen.

Kroniken
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

I DE SENERE år og især efter præsident Bushs tiltrædelse har USA i international politik handlet stadig mere unilateralt, idet man har undsagt Kyotoaftalen, opsagt ABM-traktaten, modarbejdet etableringen af en International Straffedomstol, nægtet at underskrive en traktat om forbud mod landminer, modsat sig forbud mod atomprøvesprængninger og ophævet ratifikationen af konventionen om forbud mod kemiske våben, hvor man måneder senere fik fyret lederen af våbeninspektørerne. Ofte er opsigelserne/modstanden blevet begrundet med udtalelser, som »vores nation har et enestående ansvar« (Clinton om landminerne), eller »USA indtager en enestående rolle i verden i form af forsvar for friheden og fremme af menneskehedens udvikling« (viceudenrigsminister Bolton om krigsforbryderdomstolen), ligesom såvel Clinton som hans udenrigsminister Albright har udtalt, at USA er den 'uundværlige' (indispensable) nation, og Al Gore, at »Amerikas skæbne er at lede, ikke at trække sig tilbage«. Sammenholder man dette med USA's insisteren på retten til enegang - eventuelt i koalitioner af 'villige' - fremtræder der et billede af et land, der mener at indtage en særstatus, hævet over resten af medlemmerne af det internationale samfund.

Samtidig bruger amerikanske politikere ofte en religiøs retorik, hvoraf det fremgår, at landets særlige plads nærmest er religiøst begrundet, f.eks. i udtryk som »Guds eget land«, i udtrykket »God bless America«, som afslutter mange taler, ligesom præsident Bush om 'korstoget' mod terrorismen udtalte, at »Gud ikke vil forholde sig neutral«. Som kognitionsforskerne George Lakoff og Mark Johnson har vist, så er metaforer ikke betydningsløse, men skaber vores virkelighedsopfattelse, så der er ikke tale om tom retorik. Det er derfor nærliggende at antage, at der under de religiøse metaforer ligger en religiøs opfattelse af USA, hvilket kan synes paradoksalt, al den stund USA er et af de lande, der mest konsekvent har adskilt stat og kirke.

Paradokset forklares, hvis vi går tilbage i historien til de første indvandrere til Massachusetts, puritanerne, der gik i land i 1620. Ud fra deres bibeltolkning anså puritanerne sig som de nye israelitter, som fordi de havde forladt den gamle fordærvede verden, Europa, der svarede til Bibelens Babylon, var blevet Det nye udvalgte Folk, der hermed indstiftede en ny Pagt med Gud - jøderne levede på dette tidspunkt i diasporaen, fordi de havde brudt pagten med Gud. Rejsen over Atlanten svarede til jødernes vandring mod det forjættede land, som det udvalgte folk var blevet stillet i udsigt af Gud. Puritanerne havde derfor et ærinde, en mission i det amerikanske vildnis, nemlig at opbygge et nyt Kanaans land, der indtil Kristi anden genkomst skulle fungere som et udstillingsvindue, det nye Jerusalem. »Tag i betragtning, at vi skal være som en by på en bakketop, alle folkeslags øjne hviler på os«, som lederen af det første puritanske teokrati, John Winthrop, udtrykte det lille samfunds historiske mission, menneskehedens frelse, der således var både religiøs og verdslig. Man skulle således både forberede Kristi genkomst og skabe det perfekte samfund på jord. Denne forening af det verdslige og det religiøse var af udpræget protestantisk oprindelse og skulle vise sig at få stor betydning.

MÅDEN HVORPÅ puritanerne skabte og vedligeholdt deres mission og det sociale sammenhold var gennem den gammeltestamentlige, rituelle klagesang, jeremiaden (efter en profet i Det Gamle Testamente og analyseret af S. Berkovitch i 'The American Jeremiad'). I Europa var jeremiaden en klagesang over verdens dårskab og befolkningens synder, hvorved den bekræftede altings uforanderlighed og kom til at bekræfte samfundets indretning og befæste traditionerne. I Den Nye Verden skete der en transformation af jeremiaden, idet et af hovedelementerne, nemlig Guds straf, ændredes fra at være destruktiv til at være korrektiv. Hans afstraffelser var netop tegn på Hans Nåde, Hans kærlighed, og bekræftede således Pagten og puritanernes status som Det udvalgte Folk. Da forløsningen i tusindårsriget imidlertid aldrig kunne blive opnået, levede puritanerne i en stadig tilstand af manglende opfyldelse, hvilket bekræftede det meningsfulde i deres ærinde, idet de havde en vision for fremtiden, der herved fik karakter af en proces med en optimistisk grundtone - Emerson kaldte det senere hen 'dogmatisk optimisme'. Status quo skulle altid overskrides, forandring var nødvendig for at nærme sig tusindårsriget. Jeremiaden blev en politisk prædiken, en retorisk praksis, der blev den arketypiske form for skabelse af selvopfattelse, og hvormed først puritanerne og senere den amerikanske nation opbyggede fællesskabsfølelse og legitimerede en bestemt form for proces som den eneste vej til frelse.

RET HURTIGT i 1600-tallet undergik indholdet af nybyggernes mission en forandring, idet samfundsstrukturen var ret flydende uden større hierarkier, hvor der altid var mulighed for at etablere sig for sig selv i vildnisset. Herved kom værdier som individualisme, selvhjulpenhed og det frie marked i højsædet, og da puritanerne var af den opfattelse, at succes og rigdom ikke er syndig, men tegn på Guds vejvilje og belønning, var grundstenen til guddommeliggørelsen af kapitalismen lagt. Igen skete der en sammensmeltning af verdslige og sakrale principper, idet begreber som frihed, lighed (dvs. lige muligheder) og ejendom blev set som del af Guds plan, og Amerika, som var landet, hvor disse x frihedens principper foldede sig ud, var det blivende »hjemsted for retfærdighed og hellighedens bjerg«, som en 1700-tals forfatter skrev, og som endvidere beskrev Amerika, som 'den hellige by'. Indholdet i den amerikanske nationalisme blev derfor at opfylde Guds plan gennem at sprede frihedens principper, dvs. den var en proces pegende ud i fremtiden, i modsætning til den europæiske nationalisme, der var baseret på fortolkningsfællesskaber baseret på fortiden.

UAFHÆNGIGHEDSKRIGEN mod englænderne blev set som en bekræftelse af den amerikanske mission, idet Det Udvalgte Folk besejrede undertrykkerne fra den gamle fordærvede verden. Gud havde endnu en gang vist sin nåde ved at udsætte sit folk for en prøvelse, som de kæmpede sig igennem og bestod. Da der eksisterede et utal af religiøse sekter, adskilte man derfor stat og kirke for at sikre alles mulighed til at udøve netop deres særlige udgave af protestantismen, men det væsentlige var, at man ikke fik adskilt stat fra religion, idet det religiøse indhold var transformeret til en religiøs nationalisme, hvor religion og ideologi var smeltet sammen. Hermed blev det også med tiden gjort muligt at indoptage først katolikker, så jøder og til sidst alle andre religioner i det amerikanske folk, hvis de bare erklærede deres trosbekendelse til Amerika som en kvasireligion. Den kristne dåb blev omformet til et socialt bekendelsesritual, The Pledge of Allegiance. Denne kvasireligion hylder sine sekulære profeter i form af 'The Founding Fathers', til hvis ære der er opført kultsteder, især i Washington D.C., og hvis skrifter har status som hellige bøger. Uafhængighedserklæringen er blevet sammenlignet med Bjergprædiken, Forfatningen er med Emersons ord »den bedste bog i verden« og Revolutionen blev af John Quincy Adams sammenkædet med Frelserens fødselsdag og udnævnt til »det første uigenkaldelige løfte om opfyldelse af profetierne, udsagt direkte fra Himlen«. I pengesedlerne udtrykkes overgivelsen til rollen som Guds sendebud i indskriften 'In God We Trust' og totem-dyret i det amerikanske segl, 'The American Eagle', er en reference til skriftsteder omhandlende israelitternes udfrielse fra Egypten som båret på ørnevinger, svarende til amerikanernes exodus over Atlanten, hvor sjælen lutredes og 'det nye menneske' blev skabt.

Med ankomsten af et stigende antal immigranter, ekspanderede kolonierne ind i vildnisset mod vest, der pr. definition var ubegrænset, og det blev set som det amerikanske folks skæbne, at underlægge sig vildnisset for at få det til at 'blomstre som en rose' i området mellem Atlanterhavet og Stillehavet.

Hvor frontier traditionelt betegnede en grænse mellem to folk, omfortolkedes den nu, så den fik en mytisk karakter, idet man ikke skulle lade sig begrænse af den, men overskride og flytte den - som det er beskrevet i westernfilm. Naturen er ifølge denne opfattelse jomfruelig uden egenværdi og har kun værdi for så vidt den tjener til opbygningen af nationens rigdom - her ser vi grundformen til konservative amerikaneres negative opfattelse af indgreb der begrænser udnyttelsen af naturen.

Da den amerikanske nation både eksisterer som en partikulær størrelse (som en nation blandt mange) og repræsenterer det universelle (som opfylder af en historisk plan), indebærer det også, at USA indtager en exceptionel plads i det internationale samfund. USA indtager både rollen som overdommer og som politibetjent, hvilket senest har været illustreret i Irakkrigen, hvor man nok inddrager det internationale samfund i form af FN, men alligevel går enegang, når Sikkerhedsrådet ikke vil marchere til USA's taktstok. Og heri ligger dobbeltheden i amerikansk udenrigspolitik. Man ønsker at sprede amerikanske, liberale værdier gennem oprettelsen af internationale organisationer, som det f.eks. var tilfældet efter Anden Verdenskrig med oprettelsen af FN, men man støtter kun disse organisationer, hvis de støtter den amerikanske politik. Siden Reagan har man angrebet FN, tilbageholdt sine bidrag og fremtvunget ændringer på vigtige poster for at gennemtvinge sin vilje. På samme måde nægter man at tilslutte sig eller gør det bedste for at undergrave internationale traktater, som går imod, hvad man opfatter som amerikanske interesser, det være sig kommercielle eller militære, som vi indledningsvis så det. USA's exceptionelle status er klarest blevet udtryk af lederen af Det Nationale Sikkerhedsråd, Condoleezza Rice, i et strategipapir fra 2000 (i Foreign Affairs), hvori hun skrev, at »Amerikanske værdier er universelle«, hvoraf man kan udlede, at amerikansk udenrigspolitik tjener resten af menneskeheden, og at »USA har en særlig rolle i verden og derfor ikke skal tilslutte sig enhver konvention eller aftale«. Modstanden mod Kyotoaftalen skyldes, at den blev anset for at ville kræve en ændring af the American way of life, der er sakrosant. Endvidere har man altid haft sæde i Den Internationale Domstol i Haag og anerkendt denne, men man nægtede at anerkende dens kendelse, da USA blev dømt for i midten af 1980'erne at have mineret havnene i Nicaragua.

JEREMIADEN SKABER som fortælling indre sammenhold, og etablerer grænsen til omverdenen, de andre, men da Amerika pr. definition sidder inde med Sandheden, tenderer uenighed med omverdenen, især i krise- og krigssituationer, til at blive absoluteret i form af en kamp mellem det gode og det onde, lys og mørke, og i en sådan konflikt er intet mindre end det ondes totale overgivelse acceptabel, for man indgår ikke kompromiser med det onde. Deraf stammer også kravet om »enten at være med os eller være med terroristerne«. Nederlag i krige er utænkelig, da det ville sætte spørgsmålstegn ved selve missionen og dermed den nationale fortælling. Derfor er Vietnamkrigen et ulægeligt traume, der af højrefløjen fornægtes med en dolkestødslegende. Herved slipper man også for at sætte spørgsmålstegn ved krigens legitimitet. Dette afspejles i alle film omhandlende Vietnamkrigen: The American Boys er aldrig onde! Udlændinge kan ikke forestille sig, hvilket traume, terrorangrebet 11. september er for amerikanerne, for ifølge den amerikanske selvopfattelse er USA ikke bare second-to-none, men også usårlig pga. sin beliggenhed mellem to oceaner. For såvel Vietnamkrigen som 11. september gælder det dog, at de kan ses som en krise, en prøvelse, der kan motivere til yderligere kraftanstrengelser, hvilket er sket for begge begivenheders vedkommende. Den amerikanske identitet lukker også af for selvkritik, idet USA principielt er fejlfri, hvorfor modstandere/fjender »hader os, fordi vi er gode«, som forsvarsminister Rumsfeld udtrykte det. Man kan i USA internt diskutere, om midlerne og taktikken er de rigtige, men begynder man at sætte spørgsmålstegn ved den nationale fortælling om USA's godhed, bliver man som f.eks. Noam Chomsky lukket ude af det gode selskab og ikke taget alvorligt.

DA JEREMIADEN er en fortælling, hvor slutpunktet i fortællingen, forløsningen aldrig indtræffer, vil enhver sejr kun være midlertidig, hvorefter den kræver nye udfordringer - for at komme nærmere forløsningen. Det betyder, at en ydre fjende bestandig må konstrueres for at holde fortællingen og dermed den nationale identitet og det nationale fællesskab ved lige. Efter at have besejret først fascisme og så kommunisme, var situationen i første omgang flydende, fordi det var svært at finde værdige, troværdige trusler i 1990'erne, men med terrorbombningerne 11. september trådte en ny fjende ind på arenaen, der dels kunne legitimere en udvidelse af imperiet, dels kunne tilføre jeremiaden fornyet styrke til at skabe en fornyet national konsensus, idet denne havde udvist opløsningstendenser i mangel af ydre fjender. Fukuyamas tese om historiens afslutning er derfor udtryk for en fundamental misforståelse, idet historiens afslutning ville indebære opløsningen af den amerikanske fortælling om sig selv og dermed den amerikanske identitet. Terrortruslen er i denne sammenhæng både ideel, fordi den kan komme til at vare mange år og dermed legitimere den nationale mobilisering, men også mangelfuld fordi den er så diffus, idet fjenden ikke er synlig og håndgribelig, hvorfor truslen kan miste sin kraft. Saddam Hussein var et oplagt mål for en militæraktion, ikke fordi han udgjorde en trussel mod USA, men fordi han havde vist sig at være opsætsig og ikke underordnet sig amerikansk diktat. Langt større lande har lært, at man ikke straffrit modsætter sig USA's vilje - spørg bare Schröder!

I den nuværende situation er der fare for at den amerikanske mission fører til en opfyldelse af Huntingtons tese om civilisationernes sammenstød, hvilket ikke mindst vil ramme Europa, og derfor drejer debatten sig her grundlæggende om, hvordan man bedst kan få indflydelse på den amerikanske politik og få neddæmpet konflikten. Men da de amerikanske handlinger er styret af en kvasireligiøs selvforståelse, da man ser sig som menneskehedens fortrop, som skal fuldbyrde Historiens gang, vil det være meget svært grundlæggende at ændre den amerikanske udenrigspolitik.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar