Det var sommer på Mols. Helgenæs slængede sig dovent i det blikstille vand foran min families sommerhus ved Begtrup Vig.
Selv lå jeg halvt begravet i det varme sand opslugt af en bog om en ung mand, der elskede med en kvinde på en forladt kaj mellem fragtskibene i New Yorks travle havn.
Bogstaverne på bogens tilsandede sider beskrev mødet mellem de to unge kroppe, som var de lig skibene bygget af stål. Fascineret læste drengen om stålets hårdhed, der åbnede op til sit bløde indre. Præcis som sommervarmen på Mols fik mennesker og natur til at bryde fri af deres faste form og flyde sammen i et varmeflimrende anarki af dovent velvære. Pludselig greb en kridhvid hånd min bog og rystede den irriteret fri for sand.
Jeg så forskrækket op. Bogen havde jeg nemlig stjålet på den øverste hylde i sommerhusets stue, hvor de forbudte bøger boede. Den gamle dommer ignorerede den allerede halvt begravede synder, mens han med stor grundighed læste samme side, som jeg selv lige havde læst, kun afbrudt af en flue, der blev ved at slå sig ned på hans næse.
Ud over tabet af Slesvig-Holsten var der intet, som kunne ophidse min morfar mere end lemfældig omgang med kødets lyst, disrespekt for Winston Churchills heltegerninger og den forbandede flue, som havde forelsket sig i hans næse. Indianernæsen med det karakteristiske lavtsiddende knæk midt i embedsmandens ellers så nedtonede ansigt.
I visse belysninger var det, som gjorde næsen nar af det ansigt, der gav den husly. Indianernæsen havde gjort min morfar berømt på Københavns Universitet.
Som censor gled han engang ned af stolen midt under en juridisk embedseksamen, og kun indianernæsen forhindrede, at han forsvandt under bordet med det grønne klæde, da den bankede ind i bordkanten og holdt ham ovenbords.
Hængende på sin nu blødende næse hvæsede den skaldede dommer til en stakkels eksaminand, der var gået i stå midt i en kompliceret juridisk udredning om arveret og arvepligt: »Så tal dog videre, menneske!«.
For drengen gik der en evighed, før dommeren afsagde sin dom. En dom, der siden som et aldrig sluttende ekko har forplantet sig ned gennem mine mange årtier på denne klump roterende virkelighed.
»Sådan er virkeligheden ikke«, var dommerens ord. Sådan er virkeligheden ikke.
Punktum.
Retten er hævet. Dommeren forsvandt ind i sommerhuset og stillede bogen tilbage på den øverste hylde, hvor de skæve virkeligheder hørte hjemme.
Men nu vidste drengen, at »sådan er virkeligheden ikke «. Ikke at dommeren havde afsløret for sit barnebarn, hvad virkeligheden så var. Kun havde han med den dømmende magts indiskutable autoritet og et dinglende ridderkors sagt, hvad den ikke var, som at beskrive et kærlighedsforhold ud fra manglen på kærlighed eller i yderste svimlende konsekvens at beskrive sandheden ved at fortælle alle verdens løgne.
Efter denne smukke sommerdag på Mols blev selv samme dom gentaget af en hærskare af selvudnævnte eksperter i virkelighedens fysiognomi, lærere i folkeskolen, på gymnasiet, på filmskolen, flere af de mennesker, jeg lokkede til at se mine film, af kritikere både her og ude i den store verden, ja, selv præster, som jo ellers ikke burde ligge under for ideen om, at verden er begrænset til, hvad vores intellekt kan overskue.
Jon Bang Carlsen: »Måske giver kun kærligheden os mulighed for at få et glimt af Gud«Jeg kan stadig huske det udtryk af indestængt vrede, en delegation fra Vatikanet havde, efter de blev præsenteret for ’Carmen & Babyface’, hvor jeg af afmagt og sorg lod Rasmus Seebach i rollen som mig selv brænde øjnene ud
på et Jesus-portræt, min far hængte over min barneseng for at beskytte den familie, han senere så effektivt lagde i graven.
De smukt klædte kardinalers vrede over ildrageren, der brændte øjnene ud på det lille maleri af Jesu ansigt, skyldtes sikkert ikke mangel på intellekt, men snarere, at de mente at have copyright på den virkelighed, som havde med Jesus at gøre.
Endnu et problem,min morfar ikke havde skabt juridisk klarhed over, at virkeligheder ikke henhører under lovkomplekset vedr. ejerskab.
Efter at have læst samtlige bøger på den forbudte hylde forstod drengen, at virkeligheder er gratis, og hvis man opfinder sin egen, må man være rede til at dele den med andre, selv med små ulykkelige drenge, der stikker i den med rødglødende ildragere.
Mange år senere, da dommeren blev forflyttet fra sin jordiske virkelighed for at dømme i en anden, hinsides, fandt vi en stak kulørte magasiner med billeder af nøgne damer gemt mellem tøjet i hans garderobe. En af damerne lå i vandkanten. Set i modlys fik bølgerne et metallisk skær, når de kærtegnede den nøgne kvindekrop og fik mig til at huske tilbage på kroppene, der elskede på kajen i New York, mens jeg lå på stranden i Begtrup Vig og via bogstavernes magi levede med i et liv, som måske en dag skulle blive mit eget.
»Sådan er virkeligheden også, Morfar, for den bliver ved at gå over sine brede« hviskede jeg til den afdøde.
Men min morfars dom stod ikke alene. Hele mit liv har folk fortalt mig, at jeg har en tendens til at fare vild i mine fantasier og derfor opfordret mig til at se virkeligheden i øjnene.
Som var det en borgerpligt.
Men det er svært at se noget i øjnene, som er i evig bevægelse og kaster et hav af modsatrettede refleksioner, der alle ser lige virkelige ud.
Og tilmed har lige så mange øjne, som der er mennesker på denne klode, for slet ikke at snakke om dyrene, der vel også bør give et bud på, hvordan virkeligheden ser ud set gennem deres øjne.
Måske var det derfor, jeg lavede en scene i ’Ofelia kommer til byen’, hvor dyrene trænger ind på vores enemærker. Politikeren, der berigede vores fælles virkelighed med udsagnet om, at »Danmark er for lille et sprogområde til at have en ballet«, spillede en præst, der tordnede mod synden, mens gammeljomfruerne i Vandborg Kirke vest for Lemvig sad og tænkte egne tanker.
Kvinderne var døbt og konfirmeret i selv samme kirke og skulle til sin tid begraves der. De vidste, præcis hvordan man opførte sig i kirkerummet. Derfor var den eneste instruktion, jeg gav dem, at se op på Kristen Poulsgaard på prædikestolen, uanset hvad der ellers skete i deres smukke kirke.
I pauserne mellem præstens ord kunne de gamle kvinder høre køerne ude på markerne mod vest gumle, som de godmodige græsædere havde gjort, siden gammeljomfruerne var små piger og hver aften hentede kreaturerne hjem til malkning, mens de fnisende fantaserede om de synder, de aldrig begik.
Som var livet kun virkeligt foran hamAlt var, som det plejede, bortset fra filmkameraet og en præst, der i dagens anledning råbte lidt højere, end de var vant til.
Indtil kirkedøren bag de gamle kvinder gik op, og de hørte trinene. At de straks kunne aflæse trinenes ejermænd, var der ingen tvivl om, men kvindernes virkelighedsopfattelse nægtede at acceptere det, som deres ører hørte. Det kunne ikke være sandt.
Sådan er virkeligheden ikke.
Jeg kunne se det rykke i de små muskler i deres blege gammelkonehalse. Lysten til at vende sig om mod lydene var næsten ikke til at modstå, men de tilhørte en generation, der respekterede autoriteter, selv de skæve af slagsen.
Mens de gamle kvinder stirrede forundret op på den vrede mand på prædikestolen, kom trinene, som for længst havde fortrængt præstens ord, langsomt nærmere og nærmere.
Da det, som de nægtede var en del af virkeligheden, gled ind i deres synsfelt, ved jeg ikke, hvad der skete inden i dem. Men da køerne stoppede op foran alteret, og de ikke bare hørte, men også så de yverprydede midt i den kirke, hvor deres kister til sin tid skulle sige farvel til den blege mand, vores synder naglede til korset, kunne jeg se i gammeljomfruernes øjne, at deres virkelighed for altid var forandret.
Som at vågne af en uforståelig drøm og måtte erkende, at virkeligheden ligner drømmen til forveksling.
Meget mod deres vilje blev også de gamle kvinder nu tvunget til at se virkeligheden i øjnene. En virkelighed, de slet ikke ønskede at leve i, men som jeg tvang dem ind i, fordi det for mig var virkeliggørelsen af en drøm om at åbne kirken for andre end dem, Jesus så lemfældigt blev ved at tilgive.
Præcis som de gamle kvinder og deres forfædre i sin tid havde skabt en virkelighed, jeg var født ind i og tvunget til at leve med, om jeg ville det eller ej.
Kvinderne i Vandborg Kirke måtte endnu en gang sande, at virkeligheden hele tiden er ved at blive til. Som en fødsel, der aldrig fuldbyrdes, men bare skyller ind over os og aldrig falder til ro i en definerbar form.
Det gør det ikke lettere at stille skarpt på den.
At se den i øjnene.
Måske var det grunden til, at jeg allerede som helt ung besluttede at se på virkeligheden gennem et kamera.
At bruge den enøjede med dens fint kalibrerede linse som en magisk boks, jeg kunne fange den uregerlige i og samtidig skabe afstand til mit motiv, så chancerne for at fokusere voksede.
Derfor har jeg i årtier halset efter virkeligheden med store og små kameraer, bemandet af mig selv eller af nogle af de bedste fotografer i filmbranchen.
Men lige meget hjalp det, for i samme øjeblik du river et øjeblik ud af sin sammenhæng, har du rørt sommerfuglens vinger, og den kan ikke flyve længere, og dermed er virkeligheden forbi.
Virkeligheden er en gåde, som ikke kan løses. Derfor er vores gætterier om den endeløse, og der går ikke en dag, uden medierne tror, de har løst gåden, for straks derefter at måtte udsende et dementi.
»Kan man spise virkeligheden rå? Eller skal den koges først«, spurgte en af mine venner på Christiania for årtier siden – heldigvis uden at forvente noget svar.
Og sådan har jeg det også, når jeg ser igennem mit kamera. Er det virkeligheden, jeg stiller skarpt på, eller er vi dømt af en ukendt gud med stor humoristisk sans til kun at kunne stille skarpt på overflader? Standser vores evne til at se netop der, hvor virkeligheden starter? Er det derfor, jeg altid har iscenesat virkeligheden for at finde vej bag om det tilsyneladende ind til der, hvor livet leves?
Er virkeligheden et spørgsmål om tro?
Er netop det, som for det moderne menneske skulle være troens modsætning, dens forudsætning?
Som så mange andre i generationen, der fulgte lige efter Anden Verdenskrigs rædsler, har jeg alvorlige problemer med at se virkeligheden i øjnene. Derfor burde jeg måske have valgt et andet arbejdsområde end at lave film, der bruger virkeligheden som grundmateriale.
For hvem frygter ikke virkeligheden?
'Nu synger evigheden på sidste vers'Den usentimentale, hensynsløse virkelighed, der er fuldstændig ligeglad med, hvor mange der dør eller føder eller elsker med hinanden, mens stålskibene rammer havet uden for New Yorks fortravlede havn.
Det fandenivoldske sus af kærlighed og had, der suger os ned ad tidslinjen, som var virkeligheden bare en rutsjebane, der med vildere og vildere fart forberedte os på det store cirkusspring ud i mørket.
Når jeg nu mange år senere ser på resultatet af al min umage, virker det, som om det ikke er mig, der har fanget virkeligheden, men virkeligheden, som har fanget mig.
Alle disse billeder indfanget med mine fancy kameraer gennem årtier viser ikke virkeligheden, men mine egne fodspor gennem forskellige landskaber, mens jeg leder efter den sagnomspundne.
Kameraet ser kun det, som var. Det er en erindringsmaskine, for i det øjeblik virkeligheden rammer linsen, bliver den til fortid. Og fortiden bliver altid til en fortælling, til fiktion. Det er den måde, vi balsamerer øjeblikkene på, ellers ville de dø ud i nuet. Som dug, der bliver ramt af solen.
Tilbage til dengang, det hele startede. Til den varme sommerdag på Mols, hvor dommeren belærte mig om, hvad virkeligheden ikke var, og derfor gjorde drengen endnu mere opsat på at få et glimt af den. Det var blevet aften. Jeg lå allerede inde i min køjeseng. Under mig ventede en tom madras på en kusine, som var næsten voksen og derfor stadig sad inde i stuen og spillede kort om småkager med de rigtig voksne.
Drengen var træt, men kæmpede for ikke at glide ind i søvnen. Han ville leve op til sit højtidelige løfte til morfaren om at se virkeligheden i øjnene i stedet for at læse pornografiske amerikanske knaldromaner nede på stranden, men desværre sad virkeligheden inde i stuen og smilede til de portvinsdrikkende medlemmer af hans familie, mens hun selv nippede koket til et ganske lille glas kirsebærvin.
Det var det samme hver aften, og selv om drengen i smug forsøgte at sove midt på dagen i det bløde græs mellem fyrretræerne bag sommerhuset, faldt han altid i søvn, før hun kom ind i rummet med køjesengen og klædte virkeligheden af. Om morgenen når han vågnede, kunne han se alt hendes tøj ligge på gulvet og høre hende sove den unge kvindes tunge søvn. Men virkeligheden var som altid forbi, før drengen fik set den i øjnene.
fortsæt med at læse
