0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Dette er en Kronik. Kroniken er udtryk for skribentens holdning. Du kan indsende Kronik-forslag her.


Manden med indianernæsen

En markant morfar fik afgørende indflydelse på kronikørens opfattelse af virkeligheden – og risikoen for at fare vild i den.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Mette Dreyer
Foto: Mette Dreyer

Kronikøren fortæller om sin opfattelse af virkeligheden.

Kroniken
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
Kroniken
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Det var sommer på Mols. Helgenæs slængede sig dovent i det blikstille vand foran min families sommerhus ved Begtrup Vig.

Selv lå jeg halvt begravet i det varme sand opslugt af en bog om en ung mand, der elskede med en kvinde på en forladt kaj mellem fragtskibene i New Yorks travle havn.

Bogstaverne på bogens tilsandede sider beskrev mødet mellem de to unge kroppe, som var de lig skibene bygget af stål. Fascineret læste drengen om stålets hårdhed, der åbnede op til sit bløde indre. Præcis som sommervarmen på Mols fik mennesker og natur til at bryde fri af deres faste form og flyde sammen i et varmeflimrende anarki af dovent velvære. Pludselig greb en kridhvid hånd min bog og rystede den irriteret fri for sand.

Jeg så forskrækket op. Bogen havde jeg nemlig stjålet på den øverste hylde i sommerhusets stue, hvor de forbudte bøger boede. Den gamle dommer ignorerede den allerede halvt begravede synder, mens han med stor grundighed læste samme side, som jeg selv lige havde læst, kun afbrudt af en flue, der blev ved at slå sig ned på hans næse.

Ud over tabet af Slesvig-Holsten var der intet, som kunne ophidse min morfar mere end lemfældig omgang med kødets lyst, disrespekt for Winston Churchills heltegerninger og den forbandede flue, som havde forelsket sig i hans næse. Indianernæsen med det karakteristiske lavtsiddende knæk midt i embedsmandens ellers så nedtonede ansigt.

I visse belysninger var det, som gjorde næsen nar af det ansigt, der gav den husly. Indianernæsen havde gjort min morfar berømt på Københavns Universitet.

Ud over tabet af Slesvig-Holsten var der intet, som kunne

ophidse min morfar mere end lemfældig omgang med kødets lyst

Som censor gled han engang ned af stolen midt under en juridisk embedseksamen, og kun indianernæsen forhindrede, at han forsvandt under bordet med det grønne klæde, da den bankede ind i bordkanten og holdt ham ovenbords.

Hængende på sin nu blødende næse hvæsede den skaldede dommer til en stakkels eksaminand, der var gået i stå midt i en kompliceret juridisk udredning om arveret og arvepligt: »Så tal dog videre, menneske!«.

For drengen gik der en evighed, før dommeren afsagde sin dom. En dom, der siden som et aldrig sluttende ekko har forplantet sig ned gennem mine mange årtier på denne klump roterende virkelighed.

»Sådan er virkeligheden ikke«, var dommerens ord. Sådan er virkeligheden ikke.

Punktum.

Retten er hævet. Dommeren forsvandt ind i sommerhuset og stillede bogen tilbage på den øverste hylde, hvor de skæve virkeligheder hørte hjemme.

Men nu vidste drengen, at »sådan er virkeligheden ikke «. Ikke at dommeren havde afsløret for sit barnebarn, hvad virkeligheden så var. Kun havde han med den dømmende magts indiskutable autoritet og et dinglende ridderkors sagt, hvad den ikke var, som at beskrive et kærlighedsforhold ud fra manglen på kærlighed eller i yderste svimlende konsekvens at beskrive sandheden ved at fortælle alle verdens løgne.

Efter denne smukke sommerdag på Mols blev selv samme dom gentaget af en hærskare af selvudnævnte eksperter i virkelighedens fysiognomi, lærere i folkeskolen, på gymnasiet, på filmskolen, flere af de mennesker, jeg lokkede til at se mine film, af kritikere både her og ude i den store verden, ja, selv præster, som jo ellers ikke burde ligge under for ideen om, at verden er begrænset til, hvad vores intellekt kan overskue.

Jeg kan stadig huske det udtryk af indestængt vrede, en delegation fra Vatikanet havde, efter de blev præsenteret for ’Carmen & Babyface’, hvor jeg af afmagt og sorg lod Rasmus Seebach i rollen som mig selv brænde øjnene ud

på et Jesus-portræt, min far hængte over min barneseng for at beskytte den familie, han senere så effektivt lagde i graven.

De smukt klædte kardinalers vrede over ildrageren, der brændte øjnene ud på det lille maleri af Jesu ansigt, skyldtes sikkert ikke mangel på intellekt, men snarere, at de mente at have copyright på den virkelighed, som havde med Jesus at gøre.

Endnu et problem,min morfar ikke havde skabt juridisk klarhed over, at virkeligheder ikke henhører under lovkomplekset vedr. ejerskab.

Efter at have læst samtlige bøger på den forbudte hylde forstod drengen, at virkeligheder er gratis, og hvis man opfinder sin egen, må man være rede til at dele den med andre, selv med små ulykkelige drenge, der stikker i den med rødglødende ildragere.

Mange år senere, da dommeren blev forflyttet fra sin jordiske virkelighed for at dømme i en anden, hinsides, fandt vi en stak kulørte magasiner med billeder af nøgne damer gemt mellem tøjet i hans garderobe. En af damerne lå i vandkanten. Set i modlys fik bølgerne et metallisk skær, når de kærtegnede den nøgne kvindekrop og fik mig til at huske tilbage på kroppene, der elskede på kajen i New Yor