Få nu de sprøjtegifte væk fra vores vand

Hvor mange drikkevandsboringer skal lukke, før regeringen kommer på banen? Hvor mange nye rester af sprøjtegifte skal afsløres i vores vand, før vores folkevalgte finder flertal for at få beskyttet Danmarks nok mest værdifulde naturressource?

Ja undskyld, men man må jo stille det spørgsmål, for netop nu lukkes vandboringer, og netop nu findes stadig flere rester af sprøjtegifte i drikkevandsboringer og grundvand, uden at regeringen har grebet ind.

Det ikke, fordi myndighederne ikke er blevet advaret. For præcis 25 år siden skrev f.eks. den tidligere direktør for Danmarks Geologiske Undersøgelser Ole Winther en Kronik i Politiken med titlen ’Giften i drikkevandet’. Han advarede om, at kom der ikke snart politisk handling, så ville det være for sent.

Den kedelige konklusion i dag er, at situationen kun i mellemtiden er blevet værre.

Gang på gang hører vi i pressen om nye fund af sprøjtegifte i grundvand og drikkevand. Sprøjtegiften tebuconazol er nu fundet i 32 procent af de undersøgte grundvandsprøver.

Sprøjtegiften har skabt resistente svampe, der medfører problemer på hospitalerne, fordi samme gift også anvendes til at behandle mennesker, der rammes af svampeinfektioner.

Og sådan strømmer historierne ind. Senest har landets største vandforsyning, Hofor, fundet en ny sprøjtegift i 6 af 8 vandværker, hvoraf 2 nu er lukket.

Ifølge Danva, interesseorganisationen for drikkevands- og spildevandsselskaber, er der på mindre end et år fundet mindst 250 boringer, der indeholder større mængder pesticidrester end tilladt.

På et normalt år regner Danva med, at omkring 30 boringer må lukke på grund af problemer med forurening. Men det tal er altså eksploderet i år, og Danva kalder det for en vanvittig stigning.

Det stopper desværre ikke her. Når samtlige boringer er undersøgt, anslår Danvas direktør, at dobbelt så mange boringer ender med at blive lukket. Det må da være fortidens synder, og fundene alene handle om sprøjtegifte, der er forbudt i dag, tænker de fleste nok. Men nej. For eksempel tebuconazol er såmænd stadig lovlig.

Sandheden er, at vi ikke aner, hvad vi fremover vil finde af sprøjtegifte og deres nedbrydningsprodukter i vores vand. Det er nemlig sådan, at der ikke analyseres for langt de fleste af de sprøjtegifte, der anvendes i dag, eller for de fleste af dem, vi har brugt siden 1950’erne.

De tjekkes ikke i drikkevandskontrollen, i grundvandsmoniteringen eller i det såkaldte varslingssystem (VAP), der som det første skal fange sprøjtegiftene, før grundvandet for alvor skades.

Det skal ses, i lyset af at vi startede med at bruge sprøjtegifte omkring 1955 her i Danmark og at vi har brugt omkring 550 forskellige sprøjtegifte siden da. Sammenholdt med at vores drikkevand er mindst 20-30 år gammelt grundvand, så er der højst sandsynligt netop nu fortropper af både godkendte og forbudte giftstoffer på vej mod vores drikkevandsmagasiner.

Jeg medgiver, at det ikke er betryggende læsning, det her. Og det bliver sådan set ikke bedre af, at mange af de godkendte giftstoffer ikke testes på dansk jord, og godkendelserne baseres på modelberegninger og udenlandske forsøg med jordtyper i kolber.

Disse modelberegninger og kolbeforsøg baseret på udenlandske jordtyper og klimaforhold vil selvsagt være fejlbehæftede, når de overføres til de særlige danske forhold.

I Danmark er det meningen, at al tvivl skal komme grundvandet til gode. Det hedder forsigtighedsprincippet. Så er der usikkerhed om konsekvenserne af nye sprøjtegifte til brug i gartnerier, haver, juletræsplantager, golfbaner og på markerne, så skal det ikke godkendes.

Men vi må konstatere, at gentagne og mange fund af godkendte giftstoffer i grundvand og drænvand viser, at den nuværende godkendelsesordning selv med et indbygget forsigtighedsprincip langtfra altid virker eller er forsigtig nok.

Der er tillige sat en grænseværdi for de enkelte stoffer, altså hvor stor en mængde for hvor meget sprøjtegift eller rester af sprøjtegift der må være i vandet.

I Danmarks Naturfredningsforening synes vi ikke, at begrebet grænseværdier holder.

Vi vil nemlig slet ikke have rester af sprøjtegifte i vores vand. Men selv hvis man anerkender, at der kan være rester af sprøjtegift og nedbrydningsprodukter i vores grundvand, så mener vi ikke, at myndighederne følger forsigtighedsprincippet. Snarere tværtimod.

For i Danmark anerkender myndighederne nemlig ikke alene, at et givent stof findes i grundvandet op til grænseværdien. Myndighederne accepterer også, at andre stoffer hver især florerer i grundvandet op til deres grænseværdi.

De samme myndigheder lukker så øjnene for, hvordan det ville se ud, hvis man lægger alle tallene sammen. Der findes faktisk et EU værn mod dette, nemlig en øverste grænse for, hvor meget gift der samlet må være i en liter vand. De danske myndigheder kommer dog uden om EU’s krav, dels ved ikke at tælle de mange forskellige stoffer sammen, dels ved at tillade det, de kalder ikkerelevante nedbrydningsprodukter.

Konsekvensen af, at vi ikke er særlig forsigtige, når vi godkender sprøjtegifte, gør, at der med tiden måske vil kunne findes hundredvis af sprøjtegiftrester i grundvandet.

I Danmark undersøger vi heller ikke, hvordan de forskellige sprøjtegifter og deres nedbrydningsstoffer i øvrigt opfører sig, når de får mulighed for at danne par på kryds og tværs. Jeg ville nok kraftigt overveje at tage en slurk af den cocktail, hvis jeg kendte dens indhold.

Danmark er et af verdens mest intensivt opdyrkede lande med mere end halvdelen af arealet udlagt til landbrug.

Næsten det hele pløjes og sprøjtes hvert år. Det levner meget lidt plads til naturen, der presses yderligere af, at den ligger som små isolerede pletter i landbrugslandet.

Derfor kommer sprøjtegifte sammen med kvælstof til at betyde særlig meget for naturens tilstand i Danmark. Mange af sprøjtegiftene udrydder nemlig de smådyr, som f.eks. harekillinger og kyllinger af agerhøns lever af.

Heller ikke vandmiljøet går fri. I dag findes blandt andet glyphosat, et af verdens mest anvendte sprøjtegifte, i stort set alle dræn og vandløb i områder med lerjorder.

Der findes insekticider og andre sprøjtegifte, der er skabt til at slå insekter ihjel. Ved kraftig regn skylles sprøjtegiftene gennem drænrørene ud i vandløbene.

Her dør smådyrene i så voldsomt et omfang, at biodiversiteten dykker med op til 40 procent.

Det viser undersøgelser fra Aarhus Universitet. Ganske vist genetablerer livet langs vandløbet sig igen, men aldrig fuldt ud, viser undersøgelsen. Det vil sige, at vi år ud og år ind mister lidt mere af biodiversiteten. Det koster naturligvis fugle og pattedyr i fødekæden dyrt, og det er blandt andet derfor, at der er blevet mere stille på landet.

I Danmarks Naturfredningsforening synes vi, at grundvandet og det rene drikkevand er en umistelig ressource, som vi har pligt til at beskytte af al magt. Jeg tror faktisk ikke, der findes en politiker, der ikke vil sige det samme. Det er en selvfølgelighed, at vi ikke ødelægger livsgrundlaget for fremtidige generationer.

I erkendelse af at grundvandet er et alment gode, forsøger en række kommuner da også at tage ansvaret for morgendagens rene vand på sig. Og der er væsentlige samfundsinteresser på spil, når kommuner vælger at bruge lovgivningen til at udstede forbud mod brug af sprøjtegifte.

Skanderborg Kommune har måttet lukke en fjerdedel af sine boringer og oprette nye.

Her oplyser formanden miljø- og planudvalget i Skanderborg Kommune, SF’eren Claus Leick, at kommunen ikke kan blive ved med at finde nye steder at hente rent drikkevand og derfor er nødt til at beskytte de boringer, de har.

Egedal Kommune kæmper også for det rene drikkevand. Kommunen leverer rent drikkevand til 30.000 borgere i København og omegn. Det vand er nu blevet omdrejningspunkt for en retssag, Landbrug & Fødevarer fører mod kommunen på vegne af ni landmænd.

Erhvervet vil nemlig ikke acceptere et forbud mod at bruge sprøjtegifte oven på drikkevandet. Heller ikke, selv om de berørte landmænd kompenseres med op til 1 million kroner mod ikke at bruge sprøjtegifte hen over drikkevandsmagasinerne.

Egedal Kommune har fundet rester af 9 forskellige sprøjtegifte i området, og en afgørelse fra Miljø- og Fødevareklagenævnet i december 2017 slår fast, at Egedal Kommune har ret til at udstede forbud. Men den store landbrugsorganisation vil altså indtil videre ikke acceptere dette.

Alle holder vejret.

For udfaldet af retssagen vil jo vise, hvem der med de nuværende regler har retten til at afgøre kvaliteten af det, som ellers må opfattes som fællesskabets ressource. Retssagen ventes afgjort om et par år.

Men det skal vi da ikke vente på. Og det gør mange af os heller ikke.

Netop nu ruller en fantastisk grøn bølge ind over landet.

Danske haveejere har samlet udlagt næsten 30 kvadratkilometer som giftfrie haver. På den noget større klinge melder rekordmange landmænd sig under de økologiske faner, og der findes rekordmange økologiske fødevarer i vores køleskabe.

Økologi er selvsagt godt for drikkevandet, og i Danmarks Naturfredningsforening synes vi, at økologien skal støttes mest muligt, netop fordi den driftsform leverer særlige goder til samfundet i form af rent vand og giftfrie fødevarer.

Vi rykker således, men vi mangler at få politikerne med. Vores vand må om noget da være af national interesse, og derfor skal Folketinget og regeringen gå foran, når det gælder om for alvor og reelt at få beskyttet vores vand.

Vi mener, at den ansvarlige minister, miljø og fødevareminister Jakob Ellemann Jensen, skal indføre sprøjteforbud i de boringsnære beskyttelsesområder, også kaldet BNBO’ere. BNBO’erne strækker sig alt efter omstændighederne op til 300 meter i radius om en drikkevandsboring

Dernæst og lige så vigtigt: De myndigheder, der godkender sprøjtegifte skal indføre et reelt forsigtighedsprincip.

Det betyder slet og ret, at sprøjtegifte, der ikke er 100 procent sikre, ikke skal godkendes. I tvivlstilfælde skal de gennemtestes under skrap overvågning for at sikre, at sprøjtegiften og nedbrydnings produkter ikke udvaskes til både dræn og grundvand, før stoffet godkendes af myndighederne.

For lad os bare slå det fast én gang for alle: Det er reglerne, der er alt for slappe og utilstrækkelige. Landmændene følger faktisk reglerne, og alligevel ender der sprøjtegift i vores drikkevand. Jeg mener, at det ikke er i nogens interesse. Hverken landbrugets eller resten af samfundet.

Vi skal ud over BNBO’erne også indføre et forbud mod sprøjtegifte i indvindingsområderne, især i de dele, hvor grundvandet dannes, og i de dele, hvor indvindingen gør, at det højtliggende forurenede grundvand trækkes ned mod de magasiner, som leverer vores drikkevand. Det kræver en kortlægning af de områder.

Og så skal vi have målrettet reguleringen af sprøjtegifte. Det vil indebære, at det så bliver muligt at målrette, hvilke områder man ikke skal bruge disse giftstoffer i, præcis som man har gjort med nitrat. Her handler det om for eksempel jordtyper osv.

Der er heldigvis generelt bred politisk enighed om, at vi ikke skal rense vores drikkevand. Og der er bred enighed om, at vi skal sikre tiltag, der kan bevare drikkevand direkte fra hanen hentet af det rene grundvand.

Men det koster alt sammen penge, vil man sige. Og ja, men det koster også dyrt ikke at gøre noget.

Danvas direktør, Carl-Emil Larsen, anslår som sagt, at en igangværende kortlægning vil vise, at flere end 500 drikkevandsboringer er forurenede. Det vil efterlade en regning på mellem 2 og 3 milliarder kroner for at få etableret alle de nye boringer, der er behov for, anslår Danva.

Den regning kommer vi som samfund nok ikke udenom, men vi skal naturligvis undgå flere af dem i fremtiden.

Prisen for at udlægge de beskyttende BNBO’ere lyder på ca. en halv milliard kroner eller i gennemsnit 6 kroner årligt per husstand, hvis politikerne altså vælger at lade skatteyderne betale for forureningen.

Det viser en beregning fra Fødevare- og Ressourceøkonomi ved Københavns Universitet.

For 25 år siden, da Ole Winther her i Politiken advarede mod de farer, vores rene vand udsættes for, kunne man måske undslå sig med, at man ikke vidste bedre.

Det gør vi i dag.

Så der kommer ikke til at gå 25 år, før vi holder vores folkevalgte op på, om de med åbne øjne lader os borgere og vores drikkevandsressourcer i stikken. Vi accepterer ikke længere, at det bare er fortidens synder.

Så jeg spørger igen: Hvor mange drikkevandsboringer skal lukke, før regeringen og Folketinget for alvor kommer på banen?

Hvor mange nye rester af sprøjtegifte skal afsløres i vores vand, før vores folkevalgte finder ud af at få beskyttet Danmarks nok mest værdifulde naturressource?