Leder afjsp

Metroen styrker byens puls og gør den grønnere.

Mens Christian IV satte monumenter for sig selv, er metroen fællesskabets gave til sig selv

Lyt til artiklenLæst op
02:46

Det er i dag, du skal ned i dybet! Det er nu, du skal turen under jorden og genopdage din by. Johannes V. Jensen flæbede på Memphis Station, fordi togene holdt stille. Det gør de ikke i metroens pulserende univers, som med Cityringens åbning i dag blænder op for intet mindre end Københavns genfødsel.

Da metrobyggeriet i sin tid gik i gang, sagde en kommunal chef, at det, der ventede, var et angreb på byen, og at det ville få besættelsestiden til at blegne. Nu er angrebet til ende i den smukke cirkel omkring hjertet, mens det går løs i Sydhavnen og andre steder, og hvor mange nye hjerter har byen i øvrigt fået, når man pludselig kan komme til og fra på nye måder?

Spacy rulletrapper, glaspyramider på række, barok stenbelægning: Ny metrostation passer på ejendommelig vis ind på Frederiksberg

Tyngdepunkter flytter sig, periferi får status af centrum. Vi skal til at opdage bydele og kvarterer, vi sjældent har bevæget os igennem. Vi skal til at sige ’Skjolds Plads’ og ’Aksels Møllers Have’ med samme selvfølgelighed som ’Forum’ og ’Nørreport Station’. Vi skal vænne os til, at man kan haste til Enghave Plads fra Nørrebros Runddel på få minutter. Og vi skal sige ’hej igen’ til Rådhuspladsen og Marmorkirken og alle de andre dele af byen, som i et lille årti har været gemt bag plankeværker.

Byens største byggeri siden Christian IV har tilbagelagt endnu en fase, og Cityringen er i sig selv kun endnu en station på vejen i den stadige udvidelse af livet under byen. Mens den gamle konge satte monumenter for sig selv, er metroen fællesskabets gave til sig selv. Ikke i form af børsbygninger med snoede dragehaler, men som et summende netværk, der slanger sig under jorden, fordi massetransport i en storby nu engang bør foregå dernede.

Massevis af skeletter og millioner af kroner: Uden Cityringen ville København stadig være grundlagt i 1167

Brønshøj-Husum må nøjes med en letbane, men metroen er færdig i Sydhavnen og Nordhavn i 2024, og så venter Refshaleøen og Lynetteholmen. Sikke en præstation!

Så gå ned i dybet i dag og oplev, at man ikke behøver bygge i højden for at løfte en by. Lad os glæde os over etapen, der er tilbagelagt i bestræbelsen på at nå dertil, hvor vi alle skal hen, når den radikale omlægning af byens kollektive transport er fuldbragt: til København, den grønne hovedstad.

jsp

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her