At høre og læse beskrivelserne af de prygl, som Yahya Hassan (YH) og hans søskendeflok har fået gennem tiden - uagtet hvor stor en del eventuelt kan være med kunstnerisk strejf af fiktion inden for genren digte - så er og bliver det hjerteskærende og ganske aldeles uacceptabelt, at der findes børn i det ganske land som lider nød som beskrevet.
I forlængelse af interview og artikler, som jeg har set, synes jeg, det er ganske forståeligt at en mand med de beskrevne oplevelser kan have et opkogt raseri og (eventuelt) had, som trænger til at komme ud.
Måske er det også et under, at udtrykket fra YH ’kun’ har været verbalt og ikke korporligt, når man har været så udsat.
Når vi bliver bekendt med episoder som dem, YH beskriver, vil jeg postulere, at de fleste i samfundet heldigvis støtter op om, at vi har afskaffet revselsesretten, og det at give sine børn stryg, uagtet motiv, er kriminelt og har følger strafferetligt.
LÆS MERE
Dødstruet digter udkommer i stort oplagAt YH efterfølgende skal opleve trusler om vold og død for at ytre sig, er kun beskæmmende, hvorfor der i forlængelse af nærværende afsnit heller ikke skal skrives noget ’men’.
Der er nok ingen pris for kløgt og snilde i vente til mig, hvis jeg siger mit skøn er, at andelen af forældre blandt etniske danskere og danskere med anden etnisk baggrund, der tugter deres børn, er på niveau med hinanden
Ydermere er mit postulat, at hvis man i udvalgte debatter forsøger at komme bag fortællinger som dem, YH ligger for dagen, kan man få læst og påtalt fra forskellige fløje.
Når det skrevne ovenfor er skrevet, tillader jeg mig at spørge ind til, hvorvidt YH bidrager med ny viden overhovedet, og om det ikke er at tage munden for fuld at sige, at vedkommende bryder et tabu, der har eksisteret i umindelige tider.
Der er nok ingen pris for kløgt og snilde i vente til mig, hvis jeg siger mit skøn er, at andelen af forældre blandt etniske danskere og danskere med anden etnisk baggrund, der tugter deres børn, er på niveau med hinanden eller noget under/over, når der tages højde for sociale forhold, økonomisk slagside, traumer mv.
Islamisk Trossamfund: Yahya Hassans historie handler ikke om religionSamme skøn tør jeg vove for Norge og Sverige, eller et fjerde land for den sags skyld.
Og nej, det er ikke den gamle traver om samfundets skyld, hvis den overhovedet har været der, da forældre selvsagt selvfølgelig har et ansvar, når de får børn.
DEBATTØR
Jeg er fucking glad for mine forældres generationMen i de tilfælde, hvor forældre ikke lever op til deres ansvar, har det omgivende samfund et ansvar, og i forlængelse af dette tror jeg ikke et øjeblik på, at der er noget nyt under solen om andelen af børn, der lider last grundet forældre, der ikke kan/vil forvalte deres ansvar på forsvarlig vis.
Når denne ’debat’ har lagt sig, er det mit postulat, at der ikke sker nogen signifikant ændring i de nævnte børns situation
Hvis tesen om et samfundsansvar accepteres i tilfælde af forældre, der ikke løfter ansvaret af den ene eller anden grund, foranlediges jeg til at spørge, hvor samfundet har været de sidste 40 år, hvis de har kendt problemet?
YAHYA HASSAN
Genlæs interviewet fra 2013: »Jeg er fucking vred på mine forældres generation«Og hvis de respektive instanser ikke har kendt problemet og først er blevet oplyst af YH's bidrag i debatten og kommende digtsamling, hvor og hvornår er der så blevet negligeret børn i timen?!
Når denne ’debat’ har lagt sig, er endnu et af mine postulater, at der ikke sker nogen signifikant ændring i de nævnte børns situation.
Altså vil vi have nogle uger med politikeres, debattørers, forfatteres mv. profilering, og så er børnene overladt til sig selv, hvilket de vel også er undervejs i denne debat og har været det inden den opstod.
Mens YH og hans kommende bog har været i vælten, er jeg blevet ringet op af en del journalister, men efter en længere samtale - hvor jeg formoder, jeg ikke kunne rubriceres entydigt enten ’for’ eller ’imod’ YH - er mit bidrag heldigvis blevet skrinlagt.
BRIAN ESBENSEN
Hvorfor er de borgerlige så (fucking) vilde med Yahya Hassan?Det insisterende spørgsmål fra samtlige journalister har været »jamen peger YH ikke på et problem?!«, og mit svar har været »jo, men er der noget nyt i det?«, og efter at have været den simple folkeskole-statistik igennem var det ikke interessant med vinklen, som det vist kaldes inden for journalistik til tider.
I disse debatter med binære ståsted ’for/imod’, er jeg kun forløst over ikke at skulle bidrage, hvilket jeg så har gjort nu, men på egne præmisser, hvor jeg ikke har skulle vælge side så at sige.
fortsæt med at læse




























