Søren Larsenhar delt denne artikel med dig. Som abonnent kan du frit dele artikler med familie og venner - det kræver kun, at de logger ind eller opretter en profil.
Søren Larsenhar delt denne artikel med dig. Som abonnent kan du frit dele artikler med familie og venner - det kræver kun, at de logger ind eller opretter en profil.
Debatindlæg afAnna Chris Thompson
cand.mag. i litteraturhistorie og teologistuderende
Hvis der er én ting, jeg har lært af at have et nært familiemedlem med et svært handikap, er det, at man aldrig nogensinde kan dømme, om en andens liv er værd at leve.
Flere har insinueret, at det måske var bedre, hvis Peter slet ikke var her – nu er han væk
Lyt til artiklenLæst op af Anna Chris Thompson
06:42
Henter...
En nat mellem jul og nytår døde min morbror hjemme på sit bosted. Han var 55 år og hed Peter. Vi havde lige holdt juleaften sammen med ham. Han grinede, da vi andre i skæret fra juletræslysene pivfalsk sang »Det er noget i luften«. Vi havde ikke regnet med, at det var sidste gang, vi skulle se ham i live.
Da jeg var barn (jeg er 38 år nu), kunne han sige ’mor’, ’far’, ’Marianne’ (hans søster, min mor), ’Anna’, ’ja’ og ’nej’. Før jeg blev født, kunne han sige en del mere, og de sidste mange år har han slet ikke kunnet tale. Han kunne heller ikke gå.
Søren Larsenhar delt denne artikel med dig. Log ind eller opret en profil, for at læse den.
