Vi er restgruppen i samfundet – de tiloversblevne, de dumme, dovne og syge. Vi er modtagere af overførselsindkomster, den kontante hjælp, som i al sin enkelhed og pædagogiske patos, går ud på at være ukonkret og afhjælpe vores ønsker og drømme om igen at blive en del af arbejdsmarkedet – hvis ikke ligefrem samfundet. Det eneste vi kan bidrage med, er vores blotte tilstedeværelse som en påmindelse og afskrækkelse for dem, der ikke ser lyset i konkurrencestatens logikker, eller tillader sig at blive syge uden sundhedsforsikring.
Vi har fundet os i det længe. Alt for længe.
Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.


