Det var engang midt i 1990'erne, at den lille og ydmyge restaurant Le Basilic øverst på Gasværksvej begyndte at gøre sig bemærket som et fransk inspireret og særdeles billigt spisested for gourmeter. Og med visse afbrydelser - så som en tidskrævende og større husfornyelse - har vi her kunnet finde et fransk køkken, der svingede fra det fremragende til det antagelige og - når sandheden skal siges - i en kortere periode også det beklagelige. For Le Basilic blev væltet omkuld af sin egen succes. Og så er der straks dem, der retter pistolen mod de rosende restaurantanmeldere. Anklagen lyder selvfølgelig på, at det er deres lovprisninger, som er årsagen til hele miseren. Ja, en kokkehueuddeler står altid i skudlinien. Men det er fortid, og manden, der dengang fik sat fokus på Le Basilic, var Serge Sevestre. I dag - og stort set hele dette år - har Le Basilic været forpagtet og drevet af en svensktalende, fransk kok med dansk adresse, nemlig Bernard Berthier, og af Le Basilic's sommelier, den svenske Jimmy Larsson. Vistnok pendler. Og køkkenet er overvældende fransk! Men de dage er forlængst forbi, hvor Le Basilic, som er fransk for Basilikum, kan beskrives som et billigt spisested. Jeg vil faktisk sige tværtimod. Og bemærk venligst den daglige treretters menu koster 325 kr. og ikke de 295 kr., som det nylig stod angivet i vort eget blad i en præsentation af kokken Bernard Berthier. Og en femretters menu kan man også byde på foruden á la carte- hovedretter til omkring 225 til 275 kr. Sød Kir Royal Bernard Berthiers spisekort - der noget provokerende er prydet med en frise bestående af fem af Peder Nymans kokkehuer - gør sig stor umage for at imponere og benove. Vi skal vide, at vi befinder os i en fransk luksusrestaurant. Mens øjet hurtigt løber ned over siderne, konstaterer vi, at her er en dressing med Sevruga-kaviar og ravioli med trøffel, champagneskum og østers fra Frankrig og foie gras - og vi bøjer ydmygt hovedet. Le Basilic inviterer os til at stige op på et højt gastronomisk niveau. Min gode ledsager og jeg satte os til rette i de blødt polstrede stole ved det smukt dækkede bord med stivede hvide servietter og en kraftig rød rose og nød indledningsvis en Kir Royal til 65 kr. Jeg mener, den billigste af det omfattende udvalg af aperitiffer på kortet - og tilføjer straks: dog noget for sød efter vores smag. Og vi blev hurtigt enige om fordelingen af kortene. Jeg spiste à la carte, og min gæst tog dagens menu til de 325 kr. - sagt ultrakort krabbesuppe med kammusling og krabbefars, derefter fransk kylling med tomatfondue, som skrevet stod, og endelig creme bruleé med muscatmarineret blomme og is. Men spisekortets beskrivelse af retterne er altså flere gange længere, end den må blive, når vi også skal have vide, at vaniljen, der er brugt i isen, er fra Tahiti og ikke Madagascar, og kyllingen kommer fra Erikstorp i Sverige. Selv valgte jeg at begynde min middag med en carpaccio af tun (95 kr.) med majsskum og - her kommer den - iransk Sevruga-kaviar og svensk sikrogn. Herefter ønskede jeg mig en fransk skovdue med ravioli af trøffel og vagtelæg og en chokolade-cacao-tilsmagt sauce (235 kr.). Vinene var fra Løgismose, og vi enedes om en halv Petit Chablis (155 kr.) til de 'fiskede' forretter, derefter en halv Fleurie (160 kr.) Og endelig vand, masser af postevand. Misforstået smagskonstellation Meget er anderledes i dag i Basilic, men hvad der virkede så betryggende på mig og som en hilsen fra gamle dage var, at jeg kunne lade blikket vandre fra det nye og højstemte spisekort til de gamle Trommesalsmalerier (om der stadig er nogen, der kender det udtryk), som har hængt på væggene i Basilic, så længe jeg er kommet der. Og især nød jeg gensynet med genremaleriet fra et osteria (i kopi selvfølgelig) med den olme italiener, der sender venindens beundrer et dræbende blik. Men her er da også fornyelse, de hvide tallerkener, fra Torekov, er meget firkantede og afskårne og avancerede. Vi troede, at brødtallerkenen var et askebæger. Den gode Bernard havde kissetravlt; det var ham selv, der ene mand sprang til og fra og passede de cirka 20 gæster, fordi en tjener var blevet syg. Og pludselig var forretterne på bordet. Min ven var glad for sin skål krabbesuppe med kammuslinger og krabbefarseret selleri (ja) samt en afart af waldorfsalat, lidt sprøde æbler og valdnødder. Men han kaldte nok suppen for smagsmæt og dog samtidig for overordentlig tynd. Lidt fylde, substans, ville have klædt den. Selv var jeg tilfreds med, men ikke ligefrem imponeret over de silketynde for ikke at sige transparente skiver lyserød tun, der dækkede min tallerken og var ledsaget af majsskum og cirka en teskefuld af den omtalte kaviardressing. Det lyder af meget - og det var meget lidt. Jeg bad om brød - og fik det selvfølgelig - men det var efter min mening en misforstået, en uharmonisk smagskonstellation. Velbehandlet skovdue Så var der anderledes tilfredshed med hovedretterne. Den franske kylling, som blev stillet foran min ledsager, var saftig, velsmagende og med sprødt skind, og den svømmede i sit eget røde hav - tomatfonduen - på den store, firkantede tallerken. Den havde følge af en kartoffelkompot smagt til med parmesan og rosmarinsky (et af de smarte, nye gastro-nomiske ord) og også af lidt ristet bacon og frisk kompot. Den, der læser sin slagters julegave, 'Året rundt-kalenderen' med kendte kokkes tilberedning af svinekød, er vel vidende om, at det overrumplende er det, alle unge kokke stræber efter. Min egen franske skovdue var overordentlig velbehandlet og garneret særdeles generøst med dejlige, sorte trompethatte og en stor, rund ravioli med trøffel og vagtelæg. Ikke at jeg kunne smage trøffel. Og igen var der en bemærkelsesværdig sødlig sauce, der havde flirtet med både cacao og chokolade - samt rosenkål som ekstranummer. Nok kan det knibe at følge med, men den ret var veltillavet og sine 235 kr. værd. At der var ventetider i Le Basilic skal ikke tælle fra - sygdom kan vælte de bedst lagte planer - og vi havde indtryk af, at køkkenet fungerede upåklageligt uden chefen selv. Vinene? Selvfølgelig af kvalitet. Og så kom menuens creme brulée til min gæst, cremet og lækker, frisk i smagen og med små blommestykker med muscat. Men - suk - isen med den meget omtalte Tahiti-vanilje blev serveret i et glas, som skeen ikke kunne komme tilbunds i. Til desserten fik min gæst et glas Jurancon-vin, frisk og med typisk frugtbouquet, én, der gik fint i spænd med creme bruléen. Og da den ikke er kommet på regningen, kender jeg ikke prisen. Det er derimod de tre små petits fours, som jeg valgte at slutte min middag med, 36 kr. i alt. Og regningen, på hvilken der så smukt står skrevet det svenske »Tack!!«, er på 1.136 kr. Le Basilic er stedet, man går, når man trænger til at blive overrasket - og der er noget at fejre. I dag nøjes vi med fire kokkehuer til Bernard Berthier og Le Basilics køkken.