Jeg vil ikke sige, at jeg var i dårligt humør efter turen på det genfødte Noma. Jeg var eksalteret, men også desorienteret. Og træt. Det foregår ikke uden mén at få omprogrammeret sin forståelse af gastronomi.
Første gang jeg var på Noma, var det min forståelse af velsmag, der blev tiltet. Det smagte jo af våd jord, surt gær og beske blomster, noget af det. Og det var svimlende godt. Som et avantgardistisk stykke kunst, der udpegede en ny sensibilitet.
Denne gang var kalibreringen endnu mere voldsom. For hvordan kunne jeg både have en følelse af at have oplevet noget så rent og smukt og samtidig have en fornemmelse af at have deltaget i et beskidt og dekadent overklasseorgie?
Der skete en fejl, prøv igen senere
Der skete en fejl, prøv igen senere eller søg hjælp via vores kundecenter
