Jeg vil ikke sige, at jeg var i dårligt humør efter turen på det genfødte Noma. Jeg var eksalteret, men også desorienteret. Og træt. Det foregår ikke uden mén at få omprogrammeret sin forståelse af gastronomi.
Første gang jeg var på Noma, var det min forståelse af velsmag, der blev tiltet. Det smagte jo af våd jord, surt gær og beske blomster, noget af det. Og det var svimlende godt. Som et avantgardistisk stykke kunst, der udpegede en ny sensibilitet.
Denne gang var kalibreringen endnu mere voldsom. For hvordan kunne jeg både have en følelse af at have oplevet noget så rent og smukt og samtidig have en fornemmelse af at have deltaget i et beskidt og dekadent overklasseorgie?
Der var serveringer, jeg næsten hadede synet af, fordi de mindede mig om borgerblær i romertidens banketter, hofretter fra renæssancen og fesen skønvirkekunst. Lige indtil jeg smagte dem og ikke længere kunne få det hele til at passe til mine aversioner. Fordi den originale, genialt udtænkte smag tog mig andre steder hen. Det var forvirrende. Var det et clash af kategorier, eller var det bare uden for kategori?
