Københavns fundament er et jordisk puslespil af granitfliser, perlegrus og bolværk. Renoveringen efter brandene i 1700-tallet over bombardementet i 1807 til nutidig asfaltbelægning gør byen til et lagen af sanseindtryk, der strækker sig stramt hen over gader og stræder. Frank Larsen har gået barfodet, siden han var seks år gammel, og med hans supersensitive trædepuder som guide er vi gået ud i gaderne for at opleve København gennem fodsålerne. Hans runde tæer spreder sig ud i en vifte. Kampklar til at klamre sig fast om fundamentet af det jordiske puslespil af granitfliser, perlegrus og bolværk. På de bare tæer Så står vi her – på Rådhuspladsen. En garvet fodnudist og en journalist med hang til stiletter skal vimse pladsen rundt på de bare tæer. Sensommersolen har varmet fliserne op, så det er en ren fornøjelse at lade fødderne spankulere hen over de aflange sten. »Har jeg tid, stopper jeg altid op her på Rådhuspladsen og går rundt. Det er et dejligt afbræk fra Københavns kedelige fortov, og det har en helt enormt afstressende effekt på mig«, siger Frank Larsen, der er systemudvikler for it-telefoni. Han er manden, der aldrig har købt et par sokker, og manden, der tropper barfodet op alle vegne. Til forretningsmøder, på restauranter, og skal han til et fornemt middagsselskab, er munderingen såmænd smoking og bare tæer. En himmelsk, barfodet vandring »Jeg kunne ikke forestille mig at gå med sko. De er bare ikke behagelige. Jeg har et helt fantastisk ekstra sanseapparat, som jeg er blevet opmærksom på. Flere gange har jeg oplevet at gå rundt i min egen verden, mens jeg talte i telefon. Pludselig stopper jeg op og tænker: Jeg er gået forkert. Det føles ikke rigtigt«. Han kan altså uden problemer mærke forskel på Vesterbro Torv, Kultorvet og Strøget – med sine bare fødder. Turen går mod Amagertorv. Rundt om Storkespringvandet er der en jævn mosaik af trekanter, hvilket er en helt igennem behagelig overraskelse efter Strøget. Her kurer glasskår og andre småsten ud i siden, fordi stenene er udglattede, og det gør en barfodet vandring himmelsk.
Fra fod til hukommelse
I et kort gispende sekund forsvinder Frank Larsens perlemorsfarvede fodryg i en vandpyt.
»Om sommeren stikker jeg som regel lige fødderne i Storkespringvandet. Når frosten sætter ind hopper jeg i et par sandaler – barfodet naturligvis. Men siden jeg helt droppede fodtøj, har jeg ikke haft en forkølelse«, fortæller han med en snert af stolthed listende rundt mellem ordene.
Vi sætter kursen mod Rundetårn. Sneglegangen er en enestående spiral af brændte gule sten, som bugter sig omkring tårnets hule kerne. Der er noget historik over det, og fornemmelsen nagler sig fast til hukommelsen.
En hunderlort under skoen Følelsen piler fra mine fodsåler op igennem kadaveret som en sitren og gør holdt i erindringen. Uden besvær bestiger vi de små trappetrin af træ, der fører op til toppen, som er dækket af våde træbjælker. »Det er altid fantastisk at gå på træ. Det er, som om det er levende, for man kan mærke årerne, og brædderne er altid helt unikke. Mine erindringer om steder er tit flertonede, fordi mit minde ligger under fødderne«, siger Frank. På vej mod Kongens Have passerer vi en flok festklædte mennesker. De skuler en smule. »Ikke én af dem aner, om de har en hundelort siddende under skoen. Den slags kan jeg heldigvis mærke. Folk kigger sommetider lidt og siger, at det ser sjovt ud med vindjakke og bare fødder«, siger Frank Larsen med en kluklatter. Svæver over plænen Om sommeren er Københavns parker et godt sted at søge tilflugt, fordi græsset er et kærkomment afbræk fra den skoldhede asfalt. Alléerne i Kongens Have er lavet af asfalt.
